Dagens indlæg er skrevet af Caroline Madsen som har arbejdet med fejl- og underernæringsafdeling vinter/forår 2010.
”Things will be sweet” – det første, af mange citater, jeg læser på sierra leonske biler, den dag i januar, hvor jeg ankommer til Sierra Leone. Dette udtryk beskriver netop mit 5 måneder lange ophold i Masanga – et ophold mere fantastisk end jeg turde drømme om! Jeg sidder nu med computeren i lejligheden i Århus og dykker ned i de utallige minder, jeg har med mig hjem: minder om varmhjertede og imødekommende mennesker; udbyttet af og udfordringen ved at indgå i et samarbejde med lokale personer, såvel som andre frivillige, for at udrette noget, der gør gavn for andre. Det er givende, livsbekræftende og fylder mig med energi! Blandt uendeligt mange oplevelser har især én sat sig særlig godt fast:
Vi er i en landsby og screener for (leder efter, red.) underernæring hos børn. Klinikken er et lille, larmende lokale, hvor det myldrer med kvinder, mænd og skrigende børn. I dette kaos måler, vejer og undersøger vi børnene og finder nogle, der er så underernærede og syge, at de må indlægges. Sammen med deres mødre kører de med os tilbage til Masanga Hospitalet. Jeg sidder bag i bilen, klemt, sammen med mødre, børn og pakkenelliker, og vi kommer hinanden rigtig meget ved. I mine arme holder jeg en lille pige på 4 måneder. Hun er helt stille og brandvarm at røre ved, og hendes temperatur måler jeg til at være 40 grader. Hendes mor sidder med tvillingesøsteren, der er betydeligt mindre end pigen i mine arme, og svært syg. Jeg holder godt fast i den lille pige, mens Landroveren bumler ud ad grusvejen og støvet slår ind af bilens vidtåbne vinduer. Børnene i bilen bor langt fra et hospital og får nu muligheden for at få gratis behandling og måske bedre overlevelsesvilkår – i hvert fald for nu.
Jeg har lært mange ting om en kultur, der er meget forskellig fra den danske; kommet ind under huden på folk i Masanga og set den barske virkelighed, der eksisterer i et land som Sierra Leone. Jeg har erfaret, hvorfor velmenende forældre ikke kan sende deres børn i skole og hvorfor et barn bliver underernæret, selvom det ikke engang har levet i 2 år. Det liv, der leves, kan synes simpelt, men er alligevel fyldt med problemer, der langt overstiger dem, jeg kender fra mit og min families liv i Danmark. Disse oplevelser og dyrebare minder giver mig en gnist og energien til at lave frivilligt arbejde og fortsat arbejde for Masanga projektet. Forhåbentlig er jeg med til at forbedre vilkårene for disse fantastiske mennesker, der ikke er så privilegerede som jeg selv.
Med ønsket om en glædelig jul til alle.
Caroline Madsen
Medicinstuderende, Århus
Frivillig på Masanga fejl- og underernæringsafdeling vinter/forår 2010.
Billedet er fra Masangas Underernærings klinik hvor vi behandler svært underernæret/fejlernæret børn. Dette billed er dog ikke den pige som Caroline beskriver i sit indlæg, men en patient der blev hentet ind på Masanga hospitalet på samme måde i Juli 2009.
