Jeg ynder at kalde mig selv for professionel dagdrømmer. Drømmen om at rejse til Afrika har spiret i mange år, så da jeg gennem Masangas Venner så en mulighed for at kombinere sierra leonsk jungle med brug af min ernæringsfaglige baggrund, var betænkningstiden ikke lang. Knap to måneder senere var visum og alle vaccinationer i hus og tasken pakket med alt fra myggespray til lakridser. I perioden april til august 2009 arbejdede jeg sammen med Mette Mikkelsen om at opstarte et ernærings- og hygiejneprojekt på Masanga Hospitalet. Jeg tror, at det mest kendetegnende for mit ophold i Masanga er, at jeg har oplevet både de værste og de allerbedste dage dernede. Der har været perioder med frustration over projektets udvikling, store faglige udfordringer og problematikker, rastløshed og junglekuller, tårer og hjemve. Samtidig har der været perioder, hvor projektet viser uventet store fremskridt, skønne venskaber til lokale kollegaer og andre frivillige på hospitalet opstår, Sierra Leones fantastiske natur tager pusten fra én, et smil kommer frem, når man tænker tilbage på en skøn arbejdsdag på hospitalet og tanken om at skulle rejse fra alt dette synes ubærlig. Trods store forventninger til arbejde og ophold i Sierra Leone viste Masanga sig at være så meget mere, end jeg nogensinde havde drømt om.
Jeg er så heldigt at kunne fortsætte mit arbejde for Masangas Venner i Danmark som projektkoordinator på ernærings- og hygiejneprojektet. Der er rigtig mange arbejdsopgaver, der kan varetages fra Danmark til gavn for projektet i Masanga. Arbejdsopgaverne omfatter blandt andet kontakt og faglig sparring til den/de frivillige på ernærings- og hygiejneprojektet i Masanga, møder med tidligere frivillige på projektet, møder med de øvrige projektkoordinatorer, langtidsplanlægning, hvervning af nye frivillige og fundraising. Frivilligt arbejde er ofte omfattende og tidskrævende, men da det samtidig er rigtig spændende, udfordrende og giver mulighed for at bidrage til det videre arbejde i Masanga er det tid og arbejde, der let prioriteres.
Masangas Venner er for mig en ganske særlig organisation. Det faktum, at alle arbejder 100% frivilligt, medfører, at alle er her, fordi de brænder for og tror på projektet i Masanga. Samtidig giver den lille organisation mulighed for, at den enkelte frivillige kan få lov til at bruge lige netop hans/hendes kompetencer på projektet, både i Masanga men også i Danmark, Norge, Holland, England eller hvor man befinder sig. Denne kombination af frivillighed, interesseområder, selvstændighed og ansvar i det arbejde, der udføres, skaber et helt særligt og smittende engagement!
Jeg kan derfor kun opfordre alle, som har en spirende drøm om at arbejde med udviklingsarbejde i et af verdens fattigste lande til at undersøge mulighederne hos Masangas Venner nærmere… hvem ved, måske bliver du lige så bidt af det som resten af banden?
For mig er en af mine største drømme blevet opfyldt i forbindelse med mit ophold i Masanga, men flere følger i kølvandet. Nu drømmer jeg om dagen, hvor jeg får mulighed for at gense Masanga og alle de skønne mennesker, jeg har lært at kende dernede. Til denne drøm realiseres, vil jeg bidrage til arbejdet herhjemme og sende kærlige tanker til de hårdtarbejdende lokale og frivillige i Masanga.
Med de bedste ønsker om en glædelig jul til jer alle
Sussi
21. Dec. Juleblog “Professionel Dagdrømmer”
21. december 2010 |