Dagens juleblog er skrevet af Rasmus Dahlin Bojesen.Dejlig 3, Dec. til jer alle sammen!
Valget om at tage til Masanga har nok været den mest betydningsfulde beslutning for mit liv. Den har været toneangivende siden hen og ekkoet er fulgt mig siden den råkolde november morgen i 2006 hvor jeg fik overtalt Peter Bo til sende mig af sted til Sierra Leone. Den gang var der ingen plan, ingen organisation, ingen erfaringer, ingen penge og der var faktisk ingen mad. Der var en ide. En ide om at ændre en verden, at min verden samtidig skulle ændre sig radikalt havde jeg næppe gjort mig nogen tanke om. Jeg har aldrig fortrudt, tværtimod er jeg hver dag taknemmelig for de enestående oplevelser, venskaber og muligheder som Masanga har givet mig.
I dag arbejder jeg frivilligt som frivilligkoordinator for Masangas Venner i Danmark med ansvaret for de frivillige som sendes til Masanga. Arbejdet er omfattende og kunne ikke lade sig gøre uden de mange engagerede og dygtige frivillige som arbejder hårdt for at forbedre Masanga. Det er et privilegium at arbejde med så mange entusiastiske mennesker, og jeg bliver udfordret både kreativt, menneskeligt og intellektuelt. Frivilligkoordinator rollen er øretævernes holdeplads og mere end en gang har jeg overvejet om jeg har masochistiske tendenser, men nej! Det giver mig en unik mulighed for at give min oplevelse videre, for at få ændret andres verden som jeg ikke ville være foruden!
Det er min opfattelse at man bør måle sig selv ud fra de fjender man omgås og ud fra denne standart er vi nået fantastisk langt. Da jeg tog til Masanga første gang var der ikke mad nok og det eneste råd jeg fik inden afrejse var ”at der ikke fandtes farlige dyr i Afrika”! Efter blot 3 måneder i junglen var jeg nede på en BMI på 16 og erfarede at Sierra Leone er hjemsted for 2 ud af verdens 3 giftigeste slanger. I dag arbejder vi på at forbedre den daglige kommunikationen med de frivillige i Masanga, forbedre boligvilkårene med rindende drikkevand og forberede de nye frivillige igennem intensivt træningsprogram. Hvilke formidable fjender! Vi er nået længere end jeg nogensinde i min vildeste fantasi kunne have forestillet mig den råkolde morgen for 4 år siden, hvilket vi kun kan takke de mange frivillige for.
Tak til alle jer som har taget til Masanga:
Morten Jess, Martin, Nunu, Ninna, Susanne B., Therese, Jette, Else, Gustav, Simon, Erik, Lea, Sarah, Julie, Susanne H., Poul Schoen, Klaus, Anders, Søren, Trine, Finn, Campel, Maiken, Louise, Lars Bo, Urd, Anna, Rikke B, Betina, Zaid, Julie, Ferry, Jens Anker, Simon, Anders, Heidi, Vibeke, Thorkil, Hingua, Morten, Magnus, Ditte, Christine, Thyra, Martin, Ida, Maja, Peter S., Alexandra, Kristian, Jeppe, Sabine, Stine, Sussi, Mette M., Yi Ling, Louise, Maria, Søren Bo, Lars, Rob, Fred, Nick, Signe, Chloe, Kim, Liv, Marie, Oz Hunt, Ben, Silje, Line, Jasper, Joanna, Nanna, Simon, Petter, Camilla K, H. Østergård, Anja, Pernille, Caroline, Lærke, Jens, Anders, Julie, Mads, Rasmus, Susanne, Anne Mette, Emil, Hinduja, Camilla F, Charlotte, Camilla K., Anne Marie, Martijn, Kasper, Tina, Birgitte, Anne Kathrine, Leif, Arne, Maja S., Simon G., Helene, Caroline S-N, Christian K., Silje S. Sara, Kasper, Gry, Kristine B, Anders M, Lena, Mille, Pernille A, Maja Stauner, Maria,Malene, Rasmus, Ida, Jonas, Marie, Frank, caroline, Wendelien, Bart, Håkon,Brunylf, Lise, Ellen, Ole, Cathrine, og Peter Bo.
På billedet ses gensynsglæden da Rasmus som den første frivillige (ud over Peter Bo) kom tilbage til Masanga 3 år efter førstegang.
