Jeg hedder Morten Jess Nielsen og indtil for ganske nyligt var jeg en del af Masangas Venners besytrelse. Jeg var på Masanga da det var et ganske nyt projekt i 2007 hvor jeg arbejde med logistik. Det vil sige at det kom til at indeholde mange flere opgaver end det, men sådan er det vidst bare i Afrika. Man ved aldrig hvad der møder en!
Da jeg kom hjem igen var jeg træt efter et halvt års hårdt arbejde i junglen. Det kan god slide på en at hver gang man tager på arbejde ved man ikke hvilken katastrofe man skal afværge eller hvilke problemer der skal løses. I må ikke misforstå mig, jeg synes virkelig godt om arbejdet og det har været et af de fedeste halve år i mit liv. Men også et af de hårdeste.
Da jeg kom hjem kan jeg huske at jeg tog Dr. Peter til siden, ved en general forsamling i Taastrup. Jeg sagde at jeg synes at jeg havde gjort min del af arbejdet nu og derfor gerne ville trække mig tilbage. Jeg mødte fuld forståelse for min beslutning fra ham og fra alle andre i Masangas Venner. Jeg tror at den enormt gode ”afsked” gjorde at jeg alligevel ikke kunne holde mig helt væk. Jeg var jo stadigvæk interesseret i projektet, men ville bare ikke gå død i det.
Derfor var jeg med da frivillig gruppen havde sin spæde start, for ca to år siden. Der var stadigvæk masser af arbejde der skulle gøres her hjemme fra og opgaverne blev svære og svære at håndtere. Derfor var vi nogle stykker der satte os ned og begyndte at strukturere hvordan man håndtere frivillige og fandt ud af hvilken mental bagage man skal have med til verdens fattigste land for at lave frivilligt arbejde. Det var virkelig spændende arbejde og vi havde en rigtig god dynamik i frivillig gruppen. Og det er efter min mening derfor at man laver frivilligt arbejde. Det lønner sig for i virkeligheden er det skide sjovt. Vi havde enormt frie rammer for hvordan vi ville sætte frivillig gruppen og vi alle enige om at give os selv navnet: DDR – Dem Der Rykker.
Det har været to sjove år, men nu er jeg igen på vej til at trække mig tilbage. Den tid og energi man har til frivilligt arbejde afhænger af hvilken situation man er i og hvor meget overskud man har. Jeg er lige blevet færdig med mit speciale og synes at jeg har lyst til at fokusere på arbejde, nu hvor jeg ikke er studerende mere. Jeg skal på min sidste forberedelses weekend og det bliver spændende at se hvordan den næste generation tager over. Nye hoveder, nye ideer.
Denne her måde at lave frivilligt arbejde er den eneste rigtige for mig. Jeg er måske en flyvsk person, men jeg har brug for at vide at jeg kan trække mig og komme tilbage igen. Jeg er ikke ligesom Knud Anker som på mange måde er rygraden i organisationen. I Masangas Venner er der plads til os alle, om vi er på intensivt i perioder eller om vi melder os på banen i 10 år ad gangen. Det mener jeg er en af styrkerne ved organisationen og nok også derfor jeg regner med at vende tilbage en anden gang.
Med venlige julehilsner
Morten Jess Nielsen
Billedet er fra Masanga landsby Juli 2009, Børnene er vilde med billeder og har en enorm livsglæde!
