Her kommer andet afsnit af Masanga´s juleblog! Her skriver én frivillig i organisationen hverdag om deres arbejde og oplevelser om at blive rig ved at give og dermed at skabe en bedre verden.
Dagens indlæg er fra Knud Anker:
Jeg er frivillig i Masanga fordi det har jeg lovet Peter Bo. Jeg har lovet at jeg er med de første 10 år. Derefter er jeg frit stillet.
Jeg har aldrig været i Masanga. Kunne godt have lyst, men så skal det være fordi der er noget der, jeg kan bidrage med og det er der ikke. Jeg har heller ikke råd – og tid. Jeg bidrager bedst herhjemme fra. Er en rigtig hjemmefødning.
Jeg bidrager til Masanga ved at sidde på min pind i Miljø- og EnergiCentret og så tage imod og ekspedere, når der er nogen, der skriver til kd.agnasam @agnasaM. Det sker ikke så sjældent.
Så sidder jeg ved siden af Mogens (vores container-voluntør). Her er min rolle at give ham sparring herunder at lytte til de til tider groteske historier der optræder i forbindelse med at Mogens skal sikre at containerne kommer ind i landet.
Jeg er med i bestyrelsen. Her skriver jeg de langsomme referater, der først kommer dagen efter mødet. Det er når Morten ikke er der og skriver dem der kommer samme aften.
Så er der forskelligt forefaldende som at sende ansøgning om tipsmidler, sørge for at papirudgaven af nyhedsbrevet kommer ud, sørge for det praktiske i forbindelse med de offentlige møder, give lidt sparring med Peter når han kommer forbi til morgenkaffe. Vi går i reglen forbi hinanden for når han endelig kommer en morgen, så møder jeg senere – og så står han dér og banker på.
Jeg er stolt af at være med i Masangas venner. Jeg oplever at det er en forening der gør en forskel. Det gør jeg til trods for at jeg ikke med egne øjne har set det. Jeg tror på det på basis af de mange klare solstrålehistorier, jeg har hørt gennem alle årene.
Jeg agter at stå ved mit løfte om de 10 år. Så håber jeg – som alle andre – at Masanga klarer sig selv.
Knud Anker Iversen
sekretær i Masangas Venner
Billedet er fra vores lokale landbrug ved Masanga, hvor planerne for den næste ris-høst bliver lagt.