Efter en lang og trættende rejse kun i selvskab med mig selv, ankommer jeg endelig i Lungi International Airport – eller Intentional Airport som neonskiltet meget passende lyser mig velkommen efter R og A pærerne er sprunget. Lufthavnen består af en afdanket hangar og her letter og lander et enkelt fly fra vesten om dagen. Til gengæld liver hele stedet op når dagens vestlige passagerer endelig når frem, og man mødes af lange rækker af embedsmænd med stempler og visumformularer, bagagedrenge, lommetyve, taxa og honda-kørere der alle hiver fat i én og trækker i hver deres retning for at skabe den typiske lufthavnspanik alle trætte rejsende frygter. Så som træt rejsende er det en velsignelse at se en mand vifte med skiltet ”Melena”. Han fragter mig sikkert ud til min bus og herfra går turen ad bumlede jordveje til ”Pelican Boats”. Efter en lille sejltur er endnu et par hjælpende hænder klar til at tage imod, denne gang Masanga chaufføren Abdul. Abdul får mig indkvarteret i hovedstaden Freetown, og her tilbringer jeg så min første nat i Sierra Leone.
I morgen fortsætter rejsen ud i junglen mod Masanga!
To be continued!