De næste par dage hjælper Maria mig i gang med arbejdet hernede. Navne, steder, procedurer og planer bliver serveret i enorme mængder, og jeg kæmper for at følge med men får trods en del forvirring alligevel udrettet lidt. Utroligt nok varer det ikke længe før man arbejder sig ind i rutinerne. Livet i Masanga er som ventet et stort kulturshock, og det gælder på flere planer. For det første lægger man de vestlige vaner på hylden, jeg bader i en spand, har strøm 3 timer om dagen, får kun kød til middag om onsdagen, har kakerlakker i mit skab (og under mit myggenet den første nat), muggent tøj og møgbeskidte tæer. For det andet er der mødet med sierra leonerne som er nogle fantastiske, imødekommende, livsglade mennesker men samtidig også et kulturmøde i sig selv. De lever anderledes, arbejder anderledes og tænker anderledes, og der opstår forvirring og misforståelser i et væk. For det tredje er der alle de spøjse oplevelser som bliver en del af hverdag hernede, men som udenfor Afrikas grænser ville være helt vanvittige. Eksempelvis da en myrekoloni vælger at anlægge en vej midt igennem et af hostelets værelse og må bekæmpes med kanel, når man bliver valgt til begravelsesfotograf og bedt am at tage billeder af grædekonerne der vrider sig rundt på gulvet, når der dukker en mand op på diskoteksgulvet med en abe i snor eller når mine studerende er overbeviste om at et epilepsi-anfald er en djævlebesiddelse og at tinitus er en myre der har skidt i dit øre.
Efter 6 uger hernede er Masanga stadig fuld af masser af forundringer, men alligevel føler jeg mig hjemme. Nyder hver eneste dag og alt hvad den har at byde på. Her er altid masser af arbejde og nye udfordringer at tage hul på, så tiden forsvinder hurtigere end jeg nogensinde har oplevet før. Så mens dagene går og vinteren kryber ind over Danmark, lever jeg livet i en tidløs jungleboble blandt rismarker, bjerge og floder i skønne Masanga.
