Vi er så heldige at vi har modtaget en lille beretning direkte fra Masanga Hospitalet i Junglen i hjertet af Sierra Leone! Indlæget er skrevet af Nikolaj.
Afrikansk hverdag
Så blev det langt om længe tid til den første update fra det nye ‘crew’.
Over seks uger er gået siden vores ankomst til Sierra Leone. Og længere skulle der ikke gå før et måltid ris med kassava og mærkelige fisk fra den lokale flod, kan nydes på terrassen, mens aberne leger i de omkringstående træer, som det mest naturlige i hele verden. Længere skulle der ikke gå, før minibusser pakket så groft, at de passagerer, der ikke var plads til inde i bussen og som har taget plads ovenpå den stakkels overpakkede bus i fem meters højde, passerer uden så meget som et rynket øjenbryn fra undertegnede.
Jovist, det hænder da af og til, at man falder helt i staver, overvældet af den nye anderledes og syrede sammenhæng man pludselig finder sig selv i.
F.eks. da jeg forleden sammen med en anden frivillig, Emil sidder bag ved Mr. Fortunes hus (hospitals direktøren) og ser hans hushjælp Mr. Education lukke Fortunes geder ind. Klokken er omkring kvart i syv, det er tæt på solnedgang og tusmørket er så småt ved at lægge sig over Masanga og junglen. Mr. Education har placeret os på et par stole, mens han gentagne gange, nærmest hypnotisk, beder os ‘be patient, brothers‘, ‘please have patience, please‘.
Foran os, som en teaterscene, står seks – primitivt byggede – bure på en lang række og venter på gedernes hjemkomst. Alt imens vi forventningsfuldt og ‘patient’ ser til, går Mr. Education rundt i krattet mens han messende gentager lyden *bee-bee-bee-bee, *bee-bee-bee-bee. Man kan høre gederne nærme sig, alt imens Mr. Education fotsætter sin hypnotiske formaning ‘please be patient, please brothers‘.
I samme øjeblik man på vores højre side ser gederne komme til syne begynder Mr. Education at guide dem op i deres bur – i samme karakteristiske lave og behagelige stemmeleje. ‘First I control the male goats then the female comes‘ siger han, mens han fortsat leder hanerne op i buret og lukker bag dem. ‘Call your wifes’ beder vores dirigent nu hanerne om hjælp. Ganske som vores proklameret dukker hungederne op med deres ‘babies’, og vores vært og gedefører taler gederne ind i deres respektive bure. Når en ged undtagelsesvis forsøger at gå op i et ‘forkert’ bur korrigerer Mr. Education ‘No, wrong house!’, og leder gederne op i deres rigtige hus. Fuldstændig i kontrol.
Sierra Leone er på meget kort tid blevet min hverdag og Masanga er blevet mit hjem. Hver gang jeg har været uden for den lille landsby – arbejde eller rekreation – så glæder jeg mig altid til gensynet med denne lille landsby og dens folk. Hjemligheden og hverdagen til trods, så byder tilværelsen hernede heldigvis stadig på finurligheder, som den slags jeg har forsøgt at gengive ovenfor.
Masangas fusion af hjemlighed og overraskende finurligheder behager i den grad denne vestjyde.
