Det gør vi også

Masanga projektets danske afdeling har en række selvstændige underprojekter, som alle støtter op om Masanga Projektet og bidrager til vores mål om at styrke sundhedssystemet i Sierra Leone gennem lige adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet.

Masanga Fysioterapi DK

Masanga Fysioterapi er et projekt der arbejder for at sikre adgang til essentiel fysioterapi i Sierra Leone og har startet den første og eneste uddannelse i fysioterapi i landet. Projektet drives af en dansk gruppe af fysioterapeuter og andre sundhedsprofessionelle der i 2013 startede fysioterapi op på Masanga Hospital.

Fysioterapi var før borgerkrigen en meget stor del af behandlingen af de spedalske på Masanga Hospital ligesom det var en stor del af Sierra Leones sundhedssystem. Desværre er det ikke tilfældet i dag. Sierra Leone har kun 5 uddannet fysioterapeuter, som alle er uddannet udenfor Sierra Leone. Hertil kommer ca. 45 sundhedshjælpere som har en kortere uddannelse indenfor rehabilitering.

Masanga Fysioterapi DK fokuserer på uddannelse, oplysning og forskning.

20190520_MasangaHospital_291_©Watermark
Outreach

Masanga Outreach DK

Masanga Outreach arbejder med at fremme børne- og mødresundheden i landsbyerne omkring Masanga. Med udgangspunkt i kapacitetsopbygning arbejder vi ud fra en bottom-up tilgang, hvor lokale ildsjæle og indbyggere mobiliseres og motiveres til at tage del i initiativerne. Dette er med til at skabe lokalt ejerskab i projektet. Alle aktiviteter er baseret på landsbybeboernes behov, ønsker og udfordringer, og bruger metoder som f.eks. community outreach og village talks. Outreach projektet arbejder lige nu indenfor følgende områder: børnesundhed, familieplanlægning og mødresundhed samt vand og sanitet.

Indenfor børnesundhed målrettes indsatsen mod ernæring til børn i forskellige aldre, tegn på fejl- og underernæring, tegn på typiske børnesygdomme og hensigtsmæssig ageren herefter, samt hygiejne ift. sygdomsforebyggelse. Målet er at involvere hele familien, da flere familiemedlemmer passer barnet og har indflydelse på barnets sundhed. I initiativet om familieplanlægning uddanner vi blandt andet lokale family planning agents til at støtte og vejlede landsbyernes indbyggere ift. prævention, kønssygdomme, sund sex og graviditet. Formålet er specielt at mindske antallet af teenagegraviditeter. I arbejdet med vand og sanitet udvikler vi sammen med indbyggerne i landsbyerne bæredygtige løsninger, som kan sikre adgang til rent drikkevand og bedre hygiejne, såsom vandopbevaring, håndvaske stationer og plate-racks til mad og service.

Projektet er drevet af frivillige i Aarhus og København.

Masanga Education Sponsorship Program

Børn er fremtiden, men vi kan gøre meget for at sikre at de får de bedste muligheder. Masanga sponsorbarnsprojekt (MESP) har eksisterede siden 2010 og blev etableret for at hjælpe de frivillige med at sponsorere lokale familier i Masanga – nemt, sikkert og uden korruption.

I dag er over 100 børn og unge sponsoreret igennem projektet, som enten går grundskole eller i gang med en videregående uddannelse som f.eks. sygeplejerske på vores college.

Et sponsorat igennem MESP går ubeskåret til dit sponsorbarn. MESP er nemlig ligesom Masanga Projektet drevet af frivillige kræfter.

Et sponsorat dækker:

  • Uddannelse og bøger
  • Den påkrævede skoleuniform, sko og skoletaske
  • Penge til mad, skriveredskaber og skrivehæfter
  • Husleje, hvis barnet ikke bor hjemme
  • Løn til den lokale manager der sikrer, at dine penge går direkte til dit sponsorbarn og at barnet trives og forbliver i skole
  • 10 % af dit bidrag går til Masanga Hospitalet som sikrer, at dit sponsorbarn har adgang til gratis lægehjælp.
MESP
Scroll to Top