En julehilsen fra bestyrelsen – året der gik i Masanga 2023

Det er endnu engang tid til at gøre status, og se tilbage på året der gik i Masanga. Endnu et år med udvikling og fremgang, opture, nedture, glæder og sorger. Men som altid mest af det gode. Heldigvis.

I 2023 har vi heldigvis ikke ligget under for pandemier, men i fravær sygdomsbekæmpelse på de helt store linjer, har lokal og global politik fyldt noget mere end i de senere år.

Arbejdet har gennem 2023 gået sin gang, og det har igen i år ikke været kedeligt. Projektet i sin helhed er i en rivende udvikling, og det stiller store krav til alle involverede. Hospitalet har haft næste fuldt belægning hele året, og der har været travlt med både fødsler, kirurgiske indgreb samt medicinske behandlinger af både børn og voksne. Derudover har vi med succes kørt en række outreach programmer og forskningsaktivitet på tvær af videnskabelige discipliner der giver unik viden.

Vores hollandske læge Dr. Emil fik forlænget sin kontrakt i juni måned og fortsætter derfor ind i det nye år, 2024. Dette har sikret stabilitet og han har igennem sin år gjort en stor forskel. Han har igennem året været omgivet af to lokale læger, CapaCare holdet og frivillige læger fra UK og German Doctors. Det er efterhånden et stort og kompetent lægefagligt team, hvilket er nødvendigt med den store patientvolumen vi har set over året. Vi er og bliver et populært hospital som patienter stadig rejser langt for at blive behandlet på.

Der er stadig gang i en række byggeprojekter, som alle har til formål at fremtidssikre infrastrukturen – både bygninger, men også det mindre synlige som vand og strøm, som dog er umådeligt vigtigt for at have et funktionelt hospital. Det mangeårige samarbejde med hollandske AFAS har i år centreret sig omkring færdiggørelse af staff housings og påbegyndelse af auditorium til College.

College havde efteråret 2023 en helt særlig graduation, da de første fysioterapi studerendes fik lov til at kaste hatten op i luften: De første 15 lokale fysioterapeuter afsluttede i november deres bacheloruddannelse fra Tonkolili District College of Health Sciences. Antallet af lokale fysioterapeuter i Sierra Leone steg dermed med 300% (!). Det er virkelig en bedrift både vi og College kan være stolte af. Meget af dette arbejde har været drevet fra Danmark, hvor Marie Børresen har stået i spidsen og utrætteligt arbejdet med at få uddannelse op at stå i samarbejde med både lokale og danske ildsjæle. Dette er endnu en milepæl vi kan og skal være rigtig stolte af.

Masanga Medical Research Unit har haft endnu et flot år masser af aktivitet og med 8 publikationer i flere højt rangerende internationale tidsskrifter. Der kommer megen brugbar og vigtigst af alt – lokal anvendelig viden ud af dette som vi går forrest med. Vi forventer at dette arbejde kommer til at fortsætte de kommende år, hvilket kan bringe yderligere vigtigt viden om sygdomsbekæmpelse i en del af verden, hvor der slet ikke bliver gennemført nok forskning.

I vores løbende arbejde med at få regeringen til at tage et langt større ansvar, herunder også økonomisk, har vi forsøgt at lukke sengepladser ned for at sende et klart signal om, at vi ikke kan blive ved med at løfte driften af hospitalet fremadrettet og den gradvise økonomiske overtagelse skal fremskyndes. Det havde dog desværre ikke den effekt vi havde ønsket os, da patienterne – fremfor at tage til nærliggende Magburaka Hospital – blot blev og ventede i Masanga Landsby til der var plads på hospitalet og typisk så ankom med mere fremskreden sygdom, hvilket ikke er til nogens fordel. Dette er klart en anerkendelse af vores arbejde og lokale anseelse, men havde desværre ikke den effekt vi havde håbet, og blev ikke den løftestang som vi havde håbet på.

Overordnet strategi har fyldt en del af arbejdet i den internationale bestyrelse i 2023. Vores agenda i Danmark er, og har hele tiden været, at vi ville genopbygge et hospital med tilknyttede uddannelsesinstitutioner der kan eksistere uden vores støtte, og at dette skal drives videre af lokale kræfter under den sierraleonske regering. Troen på at dette er realistisk er imidlertid ved at slå revner blandt de øvrige medlemmer af den internationale bestyrelse; de fleste af de øvrige medlemmer mener ikke regeringen vil kunne løfte opgaven og vil forlænge perioden hvor projektet driftes af organisationer udefra. I Masanga DK mener vi, at vi er nødt til at forsøge at overdrage projektet. Dette velvidende, at det i processen formentligt delvist vil falde, men samtidig er vi også overbeviste om, at det finder et format at leve videre i. Det er blevet en stor, levende organisme med mange gode involverede kræfter der kan meget selv. Dette arbejde har fuldt meget, og er endnu ikke landet, men vi gør fra dansk side vores til at fastholde linjen, og arbejde videre med at kapacitetsopbygge så projektet i sin helhed kan stå på egne ben, uden vores indblanding fremover.

I forhold til landet, har vi i 2023 set en historisk høj inflation på lige over 42%. Den forventes heldigvis at falde, men praktisk betyder det, at de lokales lønninger udhules og at den i forvejen fattige gennemsnits sierraleoner er blevet endnu fattigere, hvilket selvsagt sætter det hele under pres. For at imødekomme og delvist afbød konsekvenserne for vores lokalt ansatte har vi i den internationale bestyrelse af 2 omgange i 2023 gennemført lønstigninger. Dette har vi kunne gøre da vi indsamler midler i en anden valuta, og vi derfor har haft et lidt større råderum i forhold til lokale udgifter.

Den tiltagende fattigdom og generelle utilfredshed i landet med den siddende regering gjorde, at man frygtede uroligheder omkring valget der blev afholdt i juni måned. I Masanga forberedte vi protokoller til håndtering af mulige situationer der kunne opstå i kølvandet heraf, men det gik forbavsende roligt for sig. Dette indtil for ganske nyligt hvor der opstod uroligheder i Freetown, men en række angreb på militære baser. Det er blevet tolket som et fejlslagent kupforsøg og 13 officerer er blevet anholdt i kølvandet på disse hændelser. I Masanga har der dog været roligt hele vejen igennem – men det betyder ikke, at vi ikke har fulgt situationen tæt. Dette både af hensyn til vores ansattes, vores patienters og vores udsendtes sikkerhed. Der er nu ro i landet, og vi håber, at dette fortsætter ind i det nye år.

Masanga Dk har derfor klart meldt ud, at vi ikke er en driftsansvarlig organisation efter 2026. Hvorvidt vi fortsat er involverede herefter, vil afhænge af vores medlemmers interesse og engagement. Men i så fald så som samarbejdspartner.

Internt i Masanga DK har vi særligt den sidste del af året arbejdet med at samle op på Masanga Educational Sponsorship Programme. Grundet sygdom i driften heraf fandt vi os i en situation hvor donorerne ikke var blevet opdateret – og mange heller ikke opkrævet deres sponsorat, desværre over en længere periode. Vi må dybt beklage overfor de berørte børn og sponsorer – vi har således været i dialog med alle berørte, hvis nogen ikke har samme oplevelse, må I endelig tage kontakt. Det ser ud som om store dele af programmet kan reddes til stor glæde for de mange børn og unge der får deres uddannelse gennem dette ellers så fine initiativ.

Således ser det altså ud til vi også i år kan være glade for og stolte over fremgangen i projektet og de mange mennesker der har gavn heraf. Det er en løbende rejse i alternativ problemløsning men også en kilde til endeløs glæde over det potentiale vi er med til at forløse.

Fra Bestyrelsen i Masanga ønsker vi alle en Glædelig Jul,

 

Susanne Haas

Forkvinde, Masanga DK

 

 

 

 

 

graduation2 2023
Scroll to Top