Af Knud Anker Iversen
På onsdag d. 22. april er der i Kulturcentret i Taastrup mulighed for, at Venner af Masanga kan blive opdateret på hvad der sker med hospitalet i Sierra Leone. Hospitalet har – som det øvrige Sierra Leone – været hårdt ramt af den forfærdelige ebola-epidemi, der har medført at hospitalsdriften har været sat i stå i godt et halvt år.
Nu begynder det at lysne. Der har ikke i Tonkolili-distriktet, hvor hospitalet ligger, været ebola-tilfælde i mere end en måned. Derfor starter hospitalet stille og roligt i løbet af april med at tage patienter ind igen. Under epidemien har mange mennesker, der har haft andre lidelser end ebola, lidt under, at de ikke har kunnet komme på hospital.
Samtidig er skolerne også begyndt igen efter at de – for at undgå smittefaren – har været lukket i næsten 1 år.
Det vil således være en optimistisk formand for Masanga-foreningen, speciallæge Peter Bo Jørgensen, der vil kunne give medlemmer og andre nysgerrige en opdatering på hvad der sker med hospitalet.
Arrangementet starter kl. 19.00.
Adresse: Kulturcentret, Poppel Allé 12, Taastrup