Masanga District College vil inden længe åbne Sierra Leones første og eneste uddannelse i fysioterapi. Aktuelt er der to uddannede lokale fysioterapeuter i Sierra Leone, til landets 6.2 millioner indbyggere. Med uddannelsen, er vi med til at dygtiggøre lokale sundhedsmedarbejdere og herigennem påvirke landets sundhedsniveau.
Fysioterapi uddannelsen er et dansk initiativ, men et initiativ der hurtigt har fået fodfæste og tiltrukket store internationale samarbejdspartnere. Allerede i projektets opstart i 2015 indgik vi et samarbejde med Jonathan Quartey, Lektor i fysioterapi, University of Ghana og præsident for den afrikanske del af World Confederation of Physiotherapists (WCPT). Jonathan Quartey har udviklet et unikt curriculum til uddannelsen, i overensstemmelse med international retningslinjer.
I september 2016 indgik vi en samarbejdsaftale med Kai Kennedy, leder af klinisk undervisning på Mary Baldwin College, Virginia i USA. Kai Kennedy vil varetage rekruttering, opkvalificering og udsendelse af faglige vejledere til uddannelsens praktikperioder.
Det er med stor glæde og stolthed at kunne fortælle, at vi nu har fået endnu en vigtig samarbejdsaftale på plads, idet VIA University College, Århus, (VIA UC), sammen med fagforeningen, Danske Fysioterapeuter, også er gået ind i projektet. VIA UC vil bl.a. varetage uddannelsen af lokale undervisere, mens Danske fysioterapeuter står til rådighed med faglig sparing. Vi har store forventninger til dette kommende internationale samarbejde. Et samarbejde der kan være med til at sikre uddannelsen et højt internationalt fagligt niveau.
Status i Sierra Leone er at vi forventer at kunne byde det første hold af 30 studerende velkomne til januar 2017, og vi er godt i gang med de mange forberedelser inden studiestart.
Projektet har aktuelt to udsendte fysioterapeuter i Sierra Leone, Marie Riisgaard og Hayley Netley. De to er netop nu er i gang med at få renoveret det kommende klasselokale, at finde boliger til undervisere og studerende samt at planlægge en promoverings tur rundt til de kommende samarbejdshospitaler, hvor de studerende skal i praktik.