✅ De første 15 lokale fysioterapeuter har netop afsluttet deres bacheloruddannelse fra Tonkolili District College of Health Sciences.
✅ Antallet af lokale fysioterapeuter er hermed steget med 300%.
✅ 15 ud af 17 studerende gennemførte den 4 årlige uddannelse.
✅ Der findes således nu 20 lokale fysioterapeuter i Sierra Leone.
✅ De nye fysioterapeuter bliver nu fordelt ud på 8 forskellige hospitaler, hvor de skal opstarte nye fysioterapeutiske afdelinger.
Hermed spreder fysioterapien sig i fine tråde fra Masanga og ud i hele landet. Fysioterapien er kommet til Sierra Leone, og den er kommet for at blive.
Yderligt er 2 hold af fys-assistenter på diplomniveau på vej, med henholdsvis et og to år igen. Og det næste hold på bachelorniveau forventes at starte dette efterår.
Vores vision om at være med til at løfte sundhedsniveauet – hre iform af fysioterapi – indefra gennem formidling og uddannelse, er hermed opnået.
En stor TAK til alle jer der har støttet og været med til at løfte projektet hele vejen. Både under tilblivelsen af uddannelsen og efterfølgende i form af sponsorater til de studerende, materialer, undervisning og opmærksomhed. Vi var ikke nået hertil uden jeres hjælp.
I anledning af denne store milepæl, vil vi tage jer med på en lille opsummering af rejsen – fra idé til realitet:
Det hele startede for 10 år siden i 2013, under udsendelse af den første danske fysioterapeut til Masanga Hospital.
På dette tidspunkt var der kun én lokal fysioterapeut i landet, Mr Ismaila Kebbie.
Den udbredte sygdomsmentalitet i Sierra Leone var, at man som syg, ligger passivt i sengen, til man med “Guds vilje” bliver rask. Efter flere måneders indlæggelse, kan I nok tænke jer til, hvad det medfører af liggesår, muskulær kraftnedsættelse, stivhed, nedsat blodcirkulation og dårlig sårheling.
Under denne udsendelse i 2013 blev der uddannet og ansat fire fys-assistenter på Masanga Hospital, som efter bedste evne fik patienterne ud af sengene og i gang med træningen. Selv meget simple øvelser havde afgørende effekt og det kunne ses på både indlæggelsestiderne og det fysiske niveau, patienterne kunne udskrives med. Fx kunne en benamputeret patient, som før havde været indlagt i op til et år eller mere, nu udskrives efter blot få måneder.
Dette blev den bærende motivation og drivkraft for det efterfølgende arbejde. For tænk hvor stor en forskel det ville gøre, hvis alle landets patienter havde mulighed for fysioterapi, og dermed kunne undgå unødvendige handicaps og livslang stigmatisering.
I 2015 etablerede vi derfor en lille dansk støttegruppe under Masanga DK, som sammen med TDCHS og førnævnte Mr Kebbie, igangsatte arbejdet med at etablere den første uddannelse i fysioterapi i Sierra Leone.
Projektet har kørt i 3 faser:
1.fase: Etablering af uddannelsen
2.fase: Støtte op omkring undervisningen af de første hold. Herunder kvalitetssikring af niveauet
3 fase: Fortsat at støtte op omkring etablering af nye fysioterapeutiske afdelinger og videreuddannelse af de nye fysioterapeuter til at kunne blive undervisere.
Det afgørende i fase 1 har været at skabe en uddannelse, som var accepteret og anerkendt i landet. Derfor var det afgørende:
- At sikre at det blev en bacheloruddannelse, samt at både optagelseskrav og uddannelsesniveauet var højt fra starten, da professionen ellers ikke vil få den nødvendige betydning i sundhedsvæsenet.
- At skabe et curriculum med udgangspunkt i det Ghanesiske, som matcher både lokale og internationale standarder.
- At involvere og engagere de rigtige mennesker, som gjorde processen mulig. Dette både i forhold til samarbejdet med Mr Kebbie og de andre lokale fysioterapeuter. Men også at sikre løbende politisk opbakning i Sierra Leone.
- At finde internationale samarbejdspartnere og undervisere, som kan være med til at sikre kontinuerlig undervisning og et fagligt højt niveau.
Det ville være løgn at sige at det har været let. Og det er på ingen måde gået den lige vej, men af alverdens omveje og blindgyder, op- og nedture. Men også stor glæde, og en følelse af skridt for skridt, at være med til at gøre en betydningsfuld forskel.
Særligt det politiske arbejde omkring affilieringen med University of Sierra Leone har til tider giver både grå hår og frustrationer, da vi gentagende gange oplevede at blive taget som gidsel i et politisk spil. Det var nødvendigt at affiliere uddannelsen med et universitet, for at den kunne være på bachelorniveau. I projektets opstart ville ingen være med, men efterhånden som det viste sig at være en succes, endte det med en politisk tovtrækning, hvor vi har skullet kæmpe noget for både placeringen og ejerskab af uddannelsen.
Fase 2 handlede i høj grad om at skabe lokal forankring og egenskab for at sikre, at uddannelsen er blivende og kan køre uafhængig af os. Derfor overgik vi i den danske gruppe, ved uddannelsen opstart i 2018, til at være en support-enhed, mens ansvaret for uddannelsen blev løftet fra Sierra Leonsk grund.
Det er altid med en vis spænding, at man på den måde giver slip på tøjlerne. Det kræver sit at stå på sidelinjen og se projektet få sit eget liv. Og selvfølgelig har der også her været bump på vejen og uforudsete udfordringer. Bl.a. har affilieringsudfordringerne strakt sig langt ind i fase to.
Som support-enhed, har der været masser at tage sig af. Alt fra at skulle finde internationale undervisere, der kunne sikre et højt fagligt niveau, etablere et skillslap/øvelokale og et bibliotek, sikre computere til undervisningen samt finde sponsorater til alle de studerendes skolegang.
Men NU er det første hold blevet færdige, og de er på vej ud for at oprette nye fysioterapeutiske afdelinger, på 8 nye hospitaler. Fysioterapi er blevet landsdækkende og nu på lokale hænder.
Vi er stolte og glade for at være nået hertil. Herfra kan vi tage hul på fase 3.
En fase 3 som fokuserer på at støtte op om den fortsatte opstart af nye hold, og undervisning på uddannelserne.
Men også at støtte de nye fysioterapeuter i at etablere de nye fysioterapeutiske afdelinger på hospitalerne.
Dertil også at videreuddanne flere af de nye fysioterapeuter, til at kunne undervise på uddannelserne, således at landet på sigt kan være selvforsynende med kompetente undervisere indenfor fysioterapi.
Vi har netop udsendt en ny dansk fysioterapeut til at indlede denne 3. fase. Udover at være klinisk fysioterapeut er Nina også klinisk vejleder og sidder i bestyrelsen for de danske kliniske vejledere for fysioterapeuter. Vi har store forhåbninger til dette samarbejde, og vil glæde os til at berette om det videre arbejde.