Goodbye Kelfala- and thank you.

Programdirektør – Kefala Kamara er stoppet på Masanga.

 

 

Kelfala B. Kamara har været tilknyttet Masanga hospitalet siden 2013, og han har spillet en central rolle i hospitalets drift og udvikling.

Kelfala ønskede for mere end 2 år siden at gå på pension. Eftersom projektet stod i en ustabil situation financielt og organisatorisk, enedes vi med Kelfala om, at han fortsatte frem til den nye bestyrelse, Interim Management Board (IMB), havde fået etableret en ny ledelsesstruktur i projektet.

Kelfala sluttede således på Masanga 01.03.2024.

Kelfala kom til Masanga efter en kort ansættelses periode hos MotorCare på deres værksted i Makeni i den nordlige provins i Sierra Leone.  Her havde han mødt en af vores frivillige, Jasper, som også arbejdede hos MotorCare. Da afdelingen skulle lukke, kom vi i kontakt med Kelfala.

Han startede med at være manager i vores business afdeling. Han blev derfor en del af projektets ledelse.

Fra Grafton til Masanga

Kelfala havde i mange år været tilknyttet Grafton projektet og været leder af projekter, som den danske spejderbevægelse KFUM tog initiativ til i begyndelsen af 80´erne. En landbrugsskole var det centrale, men også andre uddannelsesprojekter blev iværksat – her bl.a. spejderlederuddannelse.

Grafton var et 10 årigt projekt, som stod færdig i 1990, et velindrettet undervisningscenter , opdyrkede jordstykker med vandingsanlæg klar til fortsat udvikling. Projektet var overdraget til den lokale Sierra Leonske ledelse – med Kelfala som chef.

Under borgerkrigen i Sierra Lone fra 1991 til 2002  blev projektet udsat for overfald med væbnet angreb, og de ansatte måtte flygte. Kelfala måtte flygte med sin familie. Efter at have levet i skjul for rebellerne i bushen et stykke tid, lykkedes det at komme til Guinea.

De kraftige ødelæggelser på Grafton´s bygninger og jorder betød, at de stod øde og tomme, kun  ydermurene af de 23 bygninger stod tilbage.

Kelfala fik med hjælp fra spejderbevægelsen, både den Sierra Leonske og den danske spejderbevægelse, projektet i gang igen i 2010. Det blev genetableret med en ny lokal ledelse.

Desværre udviklede der sig en del konflikter med formanden for bestyrelsen, som også var politiker, og som udnyttede centeret til egen fordel, hvilket Kelfala satte sig op imod.

Efter et sygdomsforløb som kom  i kølvandet på denne konflikt, enedes den danske spejdergruppe og Kelfala om, at han skulle indgive sin opsigelse.

Kelfala blev leder under ebola udbruddet

Kelfala viste hurtig forståelse for det samlede Masanga projekt, og gennem sin ihærdige arbejdsindsats blev han hurtig en respekteret og vellidt leder, både blandt de ansatte og blandt de mange samarbejdspartnere, såvel nationalt som internationalt.

I forbindelse med Ebola udbruddet, som startede i 2013 i Guinea, blev Den internationale bestyrelse for hospitalet nødsaget til at lukke ned i 2014 – af sikkerhedsmæssige årsager.

I den forbindelse blev der etableret en midlertidig projektledelse, som skulle håndtere situationen under ebolaudbruddet.

Kelfala blev her projektets Field koordinator, og han styrede det samlede projekt gennem denne krise. Det gjorde han godt, og der var derfor ikke tvivl om hans gode lederegenskaber. Efter Ebola udbruddet forsatte Kelfala i den nye position, og han blev kort tid efter udnævnt til programdirektør med det overordnede ansvar for hele Masanga projektet. Under hele nedlukningsperioden mødte alle medarbejdere på arbejde og fik tildelt opgaver med vedligeholdelse, rengøring mm. Ingen blev afskediget, alle fik løn og Kelfala formåede at holde sammen på medarbejderstaben i en vanskelig periode.

En loyal og troværdig leder

Kelfala har under hele hans ansættelsesforhold været en loyal og troværdig leder, som har evnet at kunne løse komplekse og store konflikter. Der har været en del store udfordringer, dels i kampen mod de virale udbrud med Ebola, Lassa og Corona, og dels i konflikthåndtering og løsninger med lokale jordejere, som har blokeret for større byggerier. Ingen tvivl om at Kelfala’s fortid i Grafton projektet og med spejderbevægelsen har haft afgørende betydning for hans evne til at håndtere de mange udfordringer.

På vegne af Masanga.dk og den internationale bestyrelse MHRP takker vi ydmygt for indsatsen og ønsker Kelfala et velfortjent otium.

Det gik jo godt!’

er titlen på en bog, en beretning, om et udviklingsprojekt mellem Danmark og Sierra Leone, som en gruppe  fra den såkaldte Sierra Leone gruppe fra KFUM spejderne  har udgivet.

Den laver vi gerne lidt reklame for – den handler om Kelfala Kamara og Grafton projektet og er absolut læseværdig.

Kan rekvireres ved at kontakte Frank Ramskov på telefon 24418740.

Den koster 100 kr. plus forsendelse som ca. er 28 kr.

Scroll to Top