Vellykket symposium blev afholdt på Københavns Universitet, fyldt med interessante speakere som havde fokus på forbedring af sundheden i udviklingslande.
Masanga Hospital Rehabilitation Project er et eksempel på et udviklingsprojekt som fungerer. Der har man forbedret tilgangen til livreddende kirurgi og således været med til at forbedre sundheden for mange afrikanere i Sierra Leone..
Oplevelsen af symposiet
Der summer af interessante samtaler, i mens de sidste finder deres plads ved bordene. Susanne Haas, formand for Masanga.dk byder velkommen og symposiet er i gang. Én efter én går de prominente talere til talerstolen. De mange som er mødt op i auditoriet følger nysgerrigt med, mens der deles ud af viden og erfaring.
Første del af symposiet tydeliggør det brede samarbejde som er nødvendigt for at projekter i udviklingslande skal lykkes. Hagander, Johnson og Arnbjerg adresserer i den del global kirurgi og partnerskaber på verdensplan.
Anden del af symposiet fokuserer på udfordringer og muligheder ved arbejdet i udviklingslande. Bolkan og Duinen kommer med eksempler på, hvordan man kan arbejde med kirurgi, selvom der ingen kirurg er. Riegen, Kesteren og Bretschneider udforsker mulighederne ved at arbejde med platforme som video og iBooks i udviklingslande.
Tredje del af symposiet fokuserer på et konkret eksempel, Masanga Hospital Rehabilitation Project. Et udviklingsprojekt der skaber bedre sundhed her og nu, men også på længere sigt genereres der bæredygtig sundhed.
Garcia-Tardon, Grobusch og Vas Nunes fokuserer på Masanga’s Research Lab, Medical Research Unit og Hospitalet generelt.
Alt i alt et fantastisk inspirerende og imponerende symposium. Der blev endnu en gang lagt et fundament for et spændende samarbejde på tværs af mange interesser og landegrænser, med udgangspunkt i at fremme forskningen i udviklingslande – med Masanga Hospital Rehabilitation Project som platform.
Lad os stå sammen om at forbedre sundheden og ændre verden.
Hvis du har lyst til at se og høre de forskellige speakers interessante oplæg, så se mere på Masangas youtube-kanal.
Af Signe Gerlach – Koordinator af Symposium “From turmoil to sustainability”