Det er sjældent at man hører et virkeligt løvebrøl. Men her på en hel almindelig tirsdag aften kan det lade sig gøre – under de rette omstændigheder. Jeg havde fået en invitation til at komme til Vordingborg og fortælle om Masanga projektet. Lions Club Vordingborg, som i år er blevet kåret til årets bedste Club i Lions regi, havde inviteret og bedt om et foredrag. Om Masanga hospitalet – projektet og alle mennerskerne i og omkring – for at medlemmerne, vennerne og ægtefæller mm kunne få projektet mere ind under huden og få en fornemmelse af hvad det er de med til at støtte og arbejder for.
Jeg var sent færdig på klinikken og trafikken var tung og jeg kom sent frem til det aftalte sted. I Algade på Staekhouse restaurant med almindelige gæster i restauranten og jazz i højtalerne, let dæmpet belysning og en mindre flok af løver og deres bekendte. Jeg kom slæbende ind med projector, pc, roll up`s og følte umiddelbart at det ikke passede sammen. Blev modtaget af Per Nielsen som sikkert førte mig frem til presidenten John Andersen og kort tid efter sad vi veltilpasse om bordet og spiste god mad, diskuteret om nære ting og fjerne ting fik en dessert der fik sukkeret helt i top og så var vi klar til kaffen -og jeg – jeg kunne få lov at stille op – midt i restauranten. De øvrige gæster måtte på en fin måde acceptere at der blev slukket for musikken, og man talte lavt så arangementet i hjørnet kunne løbe anstandsmæssigt af stablen, og de måtte pænt affinde sig med at der blev serveret gode,ægte og selvplukkede jungle stories til denne tirsdags aftenmiddag.
På mine mange rejser, de mange foredrag og møder med Masanga projektet rundt omkring har jeg efterhånden lært at det ikke er stedet, at det ikke er hvor mange mennesker der møder op, at det ikke er om salen og teknikken er perfekt og veltilrette lagt – det er ikke det der betyder noget for oplevelsen, donationen, netværkseffekten eller for genkendelsens glæde – men tværtimod. Det er fuldstændig underordnet hvor det er- hvor mange der kommer og teknikken er kun et mindre ekstra plus hvis det er i top- vi skal nok finde en ledning der passer !!!
Presidenten introducerer- der er stille og så er jeg ” på “, og den får hele armen- der midt i restauranten i min nystrøget skjorte og det friske jakkesæt og jeg kan mærke intensiteten i rummet og øjnene der følger, vi blir forstyrret af tjeneste pigerne – men drager dem ind i historierne, vi holder focus og får fortalt historien om at vi – Lions og Masanga- sammen og sammen med mange andre har skabt et enestående projekt hvor vi er med i en transformation – fra krig og ødelæggelse, desperation og modløshed, sygdom og død er med til at bygge op – sætte sten på sten, bygge op-genskabe bygninger der kan medvirke til at helbrede- bygge os selv op, bygge en fremtid der medvirker til at skabe en lille smule håb- en lille smule helbredelse. Der midt i junglen – midt i restauranten skaber vi det lys, der giver vi hinanden mod til at forsætte og der mødes vores glæder og sorger.
Jeg er svedig – det er tæt og jeg siger tak. Der er stille – helt stille. I hjørnet er der en der bukker sig ned og tager fat i noget under bordet. Han trækker en papcheck op i overdimensioneret størrelse.
Presidenten tager ordet, takker og så kommer brølet – 50.000 kr.
YEAH – WAU løverne brøler igen, penge til forsat drift af hospitalet, donationer går ubeskåret og direkte til projektet. Fantastisk oplevelse. Tak for en vidunderlig hel almindelig tirsdag aften.
dr peter
