Masanga GF 2015

Af Susanne Haas

Efter et år med historisk meget turmult i Masanga projektet, næsten på årsdagen for den første ebola-mistænkte patient på Masanga Hospitalet, afholdt Masanga DK generalforsamling i Folkets Hus på Nørrebro d. 21/03 2015.

Inden generalforsamlingen var der et workshop, hvor de, der ønsker mere direkte indflydelse på foreningens arbejdsgang og prioritering, deltog og diskuterede. Årets workshop omhandlede organiseringen internt i foreningen Masanga DK og prioriteringen fremadrettet for foreningen. Udgangspunktet for diskussionen var bl.a. et survey, som blev udsendt til alle foreningens medlemmer forud for workshoppen, samt resultatet af en debataften, hvor alle medlemmer var inviteret til at deltage.

Vi må sige, at fremmødet til workshoppen var noget skuffende, men omvendt forstår vi det også sådan, at de, der ønsker at blive hørt og have indflydelse, følte sig inkluderet og hørt via de indledende øvelser. Det er håbet i alt fald. Vi havde en god workshop og der blev lagt en basis for den nye bestyrelse at arbejde videre med. Udgangspunktet er en mindre bestyrelse, som fokuserer på det overordnede arbejde, og oprettelsen af selvstændigt-arbejdende undergrupper, samt fokus på færre indsatsområder i den internationale bestyrelse. Vi mener, at vi er nået så langt, at Masanga DK ikke behøver at favne hele Masanga Hospital Rehabilitation Project længere. Derfor kan vi fokusere på, at styrke de områder, hvor vi kan mobilisere de nødvendige ressourcer og som samtidig er efterspurgt lokalt. Stay tuned…

Til selve generalforsamlingen mødte over 30 foreningsmedlemmer op. Vores trofaster støtte fra Lions og Taastrup-baglandet trodsede den geografiske placering i midtbyen og indfandt sig. Under kyndig ledelse af Lene Andreassen blev vi guidet gennem dagens punkter. Formandens beretning var som altid både inspirerende og farverig, og kan læses i detaljer i GF referatet på hjemmesiden.

Bestyrelsen sagde i år farvel til et par trofaste folk; Erik Lohmann, Caroline Madsen og Maja Kjær Nielsen, alle værdifulde medlemmer af Masanga-familien og deres input vil være savnet, omend den stadig vil være at finde i foreningen. Vi takker for jeres kæmpe arbejde over årene. Til gengæld blev bestyrelsen beriget med (the usual suspects +) Foday M. Sankoh. Foday er, som de fleste sikkert ved, af høvdingefamilie i området omkring Magburaka og Masanga, og har via Lions Club Ishøj været en loyal støtte og værdifuld medspiller i mange år. Velkommen til.

Årets foredragsholder var FANTs (Football for A New Tomorrow) egen Erik Rasmussen, som gennem flere år har samarbejdet med Masanga DK, hvor det har været muligt. Eriks perspektiver og fremstilling af landet, befolkning, situationen og ikke mindst ebolaen var anderledes end vores og det var et spændende og levende oplæg.

GF - FANT 1 GF - FANT 2

 

 

 

 

For de sulte og tørstige sluttede vi traditionen tro af med dinner and drinks og en tur i det brogede københavnske natteliv.

Vi takker for endnu et godt – og mere end vanligt udfordrende – år. Vi glæder os til at tage fat på arbejdet internt i foreningen, men så sandelig også til at komme i gang igen on ground og til at vække de sovende celler i syd og nord til live igen.

/Bestyrelsen

GF - FANT 2
Scroll to Top