Ebola virus raser stadig i Vestafrika og Sierra Leone er fortsat i orkanens øje. Det er efterhånden sat massivt ind med den britiske hær, WHO (World Health Organisation) og MSF (Læger Uden Grænser) som nogle af de helt store spillere. Mediernes billede af kampen er noget broget. Vi ved, at det er lykkes, at vende flere af de mindre udbrud – således er Nigeria nu erklæret Ebola fri og der er forsigtige meldinger om nedgang i antallet af smittede i Guinea. Samtidig er der nu aktivt udbrud i Mali og ingen bedring at spore i hverken Sierra Leone eller Liberia, hvoraf Liberia er hårdest ramt.
Tidlige spådomme varslede over 13.000 smittede ved indgangen af 2015, men det tal rundede vi allerede i starten af november. Man taler samtidig om mørketal, dvs. at for hvert registreret tilfælde frygter man, at der er op imod 10 smittede, der ikke bliver registreret og/ eller behandlet under isolation. Det er svært at følge med den hurtige spredning, der har perfekte vækstforhold i et område præget af dårligt uddannelsesniveau, ringe adgang til viden, fattigdom, sparsomt behandlingstilbud og manglende vandforsyninger for bare at nævne et par af udfordringerne.
Masanga-Mentor Initiativet prøver at angribe Ebola ved at forebygge spredning med viden og almen dannelse som våben. Initiativet udgår primært fra Masanga UK som sammen med the Mentor Initiative og Immerse Learning er ved at udvikle en digital læringsplatform med instruktionsanimationer baseret på gaming-teknologi på lokal sprog, der let vil kunne dels og spredes til lokalbefolkningen. Animationer vil omhandle emner som hvordan man håndterer personer mistænkt for smitte i lokal samfundet, hvordan man begraver de døde, almene hygiejne forholdsregler etc.
Det første modul, som bliver frigivet inden jul, vil dog være henvendt til hospitalsmedarbejdere og omhandle håndteringer af beskyttelsesdragter. Dette modul fungerer som pilot og skal spredes via Masanga netværket og til øvrige hospitaler via vores STP studerende. Forhåbentligt vil dette modul bane vejen for de øvrige. Det hele skydes i gang med mindre undervisnings-seminarer på Tonkolilli District College of Health Sciences og det er også College management der står for forankringen lokalt. Dr. Jurre og Dr. Bart er dog vendt tilbage til Masanga for at facilitere opstarten af the Masanga Mentor Initiative og sikre en succesfuld implementering heraf.
Vi er stolte af dette projekt og glade for at kunne gå aktivt ind i kampen mod Ebola på en ny og spændende måde der måske kan flytte grænserne for hvordan man fremtidigt laver folkeoplysning og forebyggelse under sygdomsepidemier.