Her kommer en lille historie om hvad Peter Bo Jørgensen oplevede lige inden han tog hjem fra Masanga Projektet! Peter Bo fortæller:
Efter den store dag med besøg fra ministeren havde vi en opfølgning hos den regionale sundhedmyndighed og ansvarlige i distriktet, Dr Kanneh, DMO Tonkolili district. Vi blev enige om, at vi i den nærmeste fremtid må få afdækket mulighederne for samarbejde om den akutte kirurgi og fødsels tjeneste i distriktet, samt evt. indgå et samarbejde om ambulancerne som står til rådighed for distriktet, men som ikke alle er i brug. Dr. Alex har allerede været til møde med den ansvarlige for medicin fordelingen i distriktet for at undersøge, om vi kan få noget medicin fra distriktet til Masanga Hospitalet .
Tirsdag drog jeg fra Masanga for denne gang. Skulle deltage i møder, dels i Bo med Njala universietet, dels til møder i Freetown før afrejse om fredagen. Møderne forløb positivt, og det ser lysere ud i fremtiden med de forskellige samarbejdspartnere på nationalt plan.
Onsdag eftermiddag var der en TV reportage på SLBC, det nationale TV, omhandlende sundhedsministerens tur rundt i landet på besøg på forskellige hospitaler. Reportagen blev angiveligt vist 2 gange om onsdagen, og der var highlight på ministerens besøg på Masanga, som blev positivt omtalt. Dette medførte, at vi blev inviteret til at deltage i et morgen program på TV, som kan sammenlignes med Go´morgen Danmark, det hedder “Breakfast”.
Vi skulle tidligt op torsdag morgen, for at kunne deltage og vi havde aftalt at mødes 7.30 for at mødes med journalisten, og høre hvad vi skulle diskutere eller interviewes om. Vi stod tidligt op kl 6, skjorten blev næsten strøget af sig selv, skoene pudset og sæderne i bilen blev vasket, så vi ikke var alt for støvede, når vi skulle træde ind i studierne. Selvom vi var tidligt oppe og kom rettidigt afsted, kom vi kun lige tidsnok – knap 10 minutter i 8. Trafikken er blevet mere end umulig at beregne, og solen var næsten helt oppe og begyndte at varme kroppen godt op i det sidste og eneste rene jakkesæt medbragt på turen. Vi skyndte os ind i lokalerne, som mindede mere om et nedlagt pakhus på havnen i København end et TV studie. Med afskallet maling på væggen, knirkende gamle trædøre og vinduer uden glas med halve gardiner, som svajede let i den morgenfriske vind, blev vi af en nydelig klædt herre i et glasbur gelejdet op af en jerntrappe. Op på 1. sal hvor det så pludselig lignede et helt almindelig kontor med adskillige pc’er og velklædte hårdt arbejdende medarbejdere, som kun lige havde tid til at løfte blikket fra computerskærmen og uden nogen bemærkninger, nikke os ned i en ledig stol. Vi satte os pænt og ventede, afventede nærmere ordrer og evt. lidt briefing med en journalist. Et par minutter over 8 blev jeg hentet ind – og kom direkte ind i studiet. Ingen spørgsmål, ingen forberedelse, ingen oplysninger om hvem der var hvem og hvad der skulle ske. Det var kun mig der kom med ind i studiet. Udenfor måtte Mikael Jones (finacial manager) og Ellen ( voluntør med koordinering af uddannelses projektet mm) pænt vente.
Selve studiet var et lille rum, hvor der stod et par gamle røde sofaer, store og bløde. Foran sofaerne var der små sofaborde med vaser med kunstige blomster. Ved siden af sofaerne var der et almindeligt bord med et par gamle kontorstole på hjul, som var ved at gå fra hinanden, da jeg satte mig. Væggene var sortmalede og let dystre, og stemningen var en anelse tung, men lettede lidt da der kom mere lys i lokalet. Foran sofabords arrangementet stod 3 store kameraer, top moderne og professionelle som i dansk TV.
De 2 journalister kom ind og satte sig i sofaerne, 3 kamera folk bag hver sit kamera og i alt 5 gæster incl. mig selv. Vi blev placeret, men ikke præsenteret, og jeg havde ingen anelse om hvad der skulle ske. Med en finger for munden som signal til at vi skulle være stille, gik programmet igang. “Godmorning Sierra Leone, this is breakfast at SLBC your morning program with highlighting of news, comment and analyses, discussion and critics”. Det gik stærkt, og det var vanskeligt at forstå. Jeg fik ikke engang fat i journalisternes navne, en mand og en dame, som skiftedes til at stille spørgsmål. De begyndte med at interviewe vice landsbrugsministeren om et nyt tiltag, som skulle søsættes den selvsamme dag af selveste præsidenten. Et program der skal styrke de små bønders muligheder for at sætte skub i landsbrugsproduktionen, som landet har så hårdt brug for. Jeg havde svært ved at koncentrere mig og fik ikke fat i det hele, tænkte lidt at det ikke var så relevant for mig! Efter ca. 10 minutter gik de videre til det næste interview. En ung universitetslærer repræsenterede lærerne ved landets universitet som strejkede, fordi de ikke havde fået deres løn fra regeringen, heavy diskussion og der var åbenhed og der er stolthed at spore over tendensen til at ytringsfriheden lever. Herefter var det en repræsentant fra UNDP (FN udviklingsprogram) som diskuterede, hvordan de skal bruge deres midler til udvikling af civilsamfundet mm. “Nu bliver det snart mig, der skal interviewes” tænkte jeg, men de tog en anden først. Chief for civil society og Bunduerne som netop har indgået en aftale om, at de støtter op om at pigerne ikke skal omskæres, at handlingen bør betragtes som ulovlig indtil pigerne er 18 år og selv kan bestemme, om de vil lade sig omskære.(se tidligere indlæg om omskæring på bloggen, elefanterne og pigerne.) Dette vidste jeg ingenting om, og det var svært at forstå debatten. Journalisten pointerede flere gange, at der tidligere var skrevet en sådan aftale uden at det betød nogen ændring i praksis, og ville ligesom have en kommentar til det og om hvad der er så anderledes ved denne kontrakt. Den interviewede gled af på spørgsmålene, indslaget sluttede uden forløsning og så blev fokus rettet på Masanga.
Indfaldsvinklen var ministerens besøg, og herfra til vores ide med virksomheder der i fremtiden skal sikre hospitalets drift. Det var det der skulle diskuteres, bæredygtige virksomheder og sundhed. Jeg blev lidt forvirret, men fik rettet svarene ind og så drejede journalisten fokus på vice landbrugsministeren igen, ville slutteligt høre om vores landbrug og om vi får støtte fra landbrugsministeriet. Det kunne jeg svare positivt på, vi har fået en del hjælp fra de lokale myndigheder og jeg fik til sidst rettet opmærksomheden på den nye sundhedsministers gode tiltag i landet og særligt på uddannelsen af ikke-læger til at foretage basale livreddende kirurgiske procedurer. Så sluttede det ligeså pludseligt som det startede, og inden jeg fik set mig om, var de videre i det næste program, News – dagens nyheder, hvor vores Financial Manager Mikael Jones blev hevet ind og skulle svare på spørgsmål om vores projekt og vores planer og finansiering i fremtiden.
En hektisk formiddag i medieverdenen, umiddelbar positiv respons – og så videre til resten af dagens møder og diskussioner.
dr.peter
