De mange frivillige har gjort et stort stykke arbejde for at føre Masanga til der hvor det er i dag. De fleste af dem kommer til Masanga én gang, men enkelte bliver ved med at komme igen.
En af gengangerne er Rikke Bennesen, der styrer sponsorprogrammet og har besøgt Masanga elleve gange. Her taler hun om det at komme igen, og om den udvikling der er sket siden hun første gang kørte ind i Masanga.
Hvornår kom du første gang til Masanga?
Jeg kom herned i juni 2008 på et almindeligt frivilligprojekt der varede tre måneder. Mig og en veninde fik doneret penge fra Hedegaard Foods til at starte en hønsefarm, og det var meget anderledes i forhold til hvad vi ellers havde prøvet. Jeg var jo sygeplejerske-studerende og vidste ikke noget om høns. Så det var en stor udfordring, især fordi landet er så forskelligt fra Danmark, og det er så svært at søge viden mens man er der. Her kan man ikke lige google ordet høns.
Prøv at sætte nogle billeder på dit første indtryk af Masanga.
Jeg kan huske, da vi kom kørende mod Masanga. Vi var kun fire i bilen og pludselig sagde Peter Bo: ”Nu kører vi ind i Masanga”. Så så vi alle de her små lerhuse med bliktage, hvor nogle var meget primitive og nogle lidt mindre primitive. Der stod 4-500 mennesker klar til at modtage os og følge os til frivillig-hostel´et. Det var meget overvældende.
Hvordan opfattede du hospitalet den gang?
Jeg kan huske, at jeg dengang synes det var utroligt, at der var nogen der kunne blive behandlet der. Jeg havde nok forestillet mig at komme ned til et hospital i lidt bedre stand. På det tidspunkt havde jeg jo kun det danske sundhedsvæsen at sammenligne med.
Hvis du så skal spole tiden frem til idag, hvad er der så sket?
Hospitalet har jo ændret sig ved, at der er kommet mange flere patienter og ansatte. Der er kommet to læger, der er her fast. Det var der ikke dengang, hvor det kun var, når Peter Bo var her, at der blev opereret. Derudover er der blevet istandsat flere nye bygninger til formålet. Generelt synes jeg, der er sket en stor udvikling. Ikke bare fra 2008 til 2011, men hver gang jeg kommer.
