Masanga-hospitalet var tidligere et spedalskheds-hospital, og der lever stadig 130 ældre spedalskheds-patienter i byen. I dag har hospitalet en spedalskheds- og sårklinik som styres med rutine og overblik af Bassie S. Conteh. Herunder fortæller han om sit arbejde, og røber at det var en slået rivals forsmåede kærlighed, der første gang bragte ham til Masanga.
Før borgerkrigen var Masanga-hospitalet primært spedalskheds-hospital. Er det derfor, der stadig er en del ældre spedalskheds-patienter her i byen?
I tiden før borgerkrigen blev man udstødt af sit samfund, hvis man fik spedalskhed. Men når man kom til hospitalet her for at blive behandlet, kom man samtidig til et samfund hvor man blev accepteret. Derfor forblev folk her i området, og på et tidspunkt havde jeg næsten 3000 patienter i hele Tonkolili-distriktet.
Hvorfor blev man udstødt, når man fik spedalskhed?
Der har været en udbredt idé om at spedalskhed var en forbandelse. Folk mente – og nogle mener stadig – at spedalskhed er en straf man får for at være heks, eller for at have gjort noget ondt. Det der normalt skete for patienterne, var at de blev sendt ud i bushen i nærheden af landsbyen. En gang imellem ville en landsbyboer, så gå ud til bushen, for at stille noget mad, inden han skyndte sig at gå igen. Men hvis de syge kom til Masanga, kunne de få lov at bo i byen, og det er derfor vi den dag i dag stadig har cirka 130 spedalskhedspatienter boende her.
Hvilke patienter får du ind udover spedalskhedspatienterne?
Der kommer folk ind med forskellige store sår, forbrændinger, tumorer mm.
Jeg har bemærket at nogle af de folk der kommer ind med sår, kommer igen og igen. I Danmark ville sådan nogle sår få den nødvendige tid til at hele. Hvorfor gør de det ikke her?
Problemet her er, at patienterne ikke har tålmodigheden til at lade sårene hele. Når de kommer ind, siger jeg til dem at de skal lade sårene hvile et par uger. Så svarer de ”jaja, selvfølgelig”. Men dagen efter går de igen ud i deres mark og arbejder, fordi de er afhængig af arbejdet for at få noget at spise. Så render de rundt i urent vand og skærer sig på siv og sten, og så går sårene op igen.
Bassie, hvordan kan det egentlig være, du i første omgang endte her i Masanga?
Efter jeg først havde fået min sygeplejerskeuddannelse og efteruddannelse i Freetown blev jeg sendt til Masanga. Der var en læge i Freetown, der gerne ville have min kæreste, og det lod jeg ham selvfølgelig ikke få. Han hørte så, at der manglede en sygeplejerske i Masanga, og sørgede for jeg blev sendt hertil. To gange tog jeg herfra, men begge gange kom der folk fra hospitalet og bad mig om at komme igen. Til sidst valgte jeg så at slå mig ned permanent.
