Mustapha Sanoh havde brok og gik med kraftigt hævede testikler i næsten to år, før han tog til Masanga for at blive opereret. På det tidspunkt var testiklerne svulmet op, så de havde størrelse som en lille håndbold. Det kan virke underligt at det tog ham så lang tid, men Mustapha forklarer, at han ikke havde de 48.000 leones (70DK) som turen til Masanga koster.
Hvor er du fra, og hvor gammel er du?
Jeg kommer fra landsbyen Masabendo, der ligger 200 km herfra. Jeg er 42 år gammel.
Hvordan mærkede du første gang, at der var noget galt?
Først fik jeg smerter i maven, og de bredte sig snart til underlivet og testiklerne som svulmede op. I starten var det ikke værre end at jeg kunne skubbe hævelserne ind i kroppen, men efterhånden voksede problemet sig større.
Hvor lang tid gik du så med hævelsen, før du valgte at gå til lægen?
Det må have været lidt under to år i alt.
To år er meget lang tid, at bære rundt på sådan et problem. Hvorfor søgte du dog ikke hjælp før?
Fordi jeg bor så langt herfra, og er fattig. Det koster jo 48.000 leones at tage hertil (70DK), og det har jeg ikke haft råd til endnu. Desuden arbejder jeg i marken, og det er nødvendigt jeg er der hver dag, hvis jeg skal tjene penge. Men til sidst forhindrede smerten fra hævelsen mig i at arbejde.
Nu er du blevet opereret, og skal snart hjem. Begynder du at arbejde med det samme?
Nej nej, jeg har tænkt mig at hvile et godt stykke tid, før jeg starter arbejdet igen. Det har jeg jo fået at vide jeg skal.