Peter Bo Jørgensen genåbnede Masanga-hospitalet i 2006, og lige siden har han trukket et ufatteligt personligt læs for at få hospitalet og projektet til at fungere. Han beskriver de første fem år med højdepunkter og lavpunkter, og ser frem mod udfordringerne der vil komme over de næste fem år. Til sidst indrømmer han også at Masanga måske har vokset sig for stort til det kendte slogan ”Verdens mindste projekt med verdens største vision.”
I år i juli fejrede Masanga hospitalet 5-års fødselsdag. Hvis du skal beskrive de første 5 år med blot et par sætninger, hvordan lyder det så?
De første 5 år har været fantastiske. Det har været spændende, udfordrende og meget hårdt. Vi er kommet i gang, og vi har fået etableret et funktionsdygtigt hospital igen. Vi har behandlet mange patienter, og vi ser en stor stigning i tilgangen af patienter. Vi er foran i forhold til den tidsplan vi oprindelig lagde ud med, men dette medfører desværre også, at der er en række mangler, både inden for det økonomiske og det menneskelige. Det er langt fra et perfekt projekt, men jeg synes hospitalet er et udtryk for en vilje til at mikse nødhjælp og katastrofearbejde sammen med moderne udviklingsarbejde.
Hvad har i din optik været det største højdepunkt og lavpunkt?
Det største højdepunkt kom i februar 2010, hvor vi havde et fantastisk møde med den nuværende sundhedsminister. Hun lyttede til os, og hun forstod hvad vores projekt går ud på. Hun udtrykte positive tilkendegivelser og samtidig accepterede hun vores flagskibsprojekt, det kirurgiske træningsprogram. Dette program skal uddanne lokale læger og ikke-læger til at lave livreddende basal kirurgi på regeringens distriktshospitaler. Til mødet var topledelsen indenfor sundehedsministeriet og den nationale postgraduate lægeuddannelse tilstede. På mødet gav ministeren sit tilsagn til vores projekt, som vi nu samarbejder omkring. Det var en festdag.
Et lavpunkt er vanskeligt at udpege specifikt, men det er da et lavpunkt, at det forsat er så svært at skaffe midler til projektet, og jeg selv tager den største del af ansvaret. Vi arbejder alle frivilligt i organisationen, og det er vanskeligt til hverdag at mobilisere kræfter efter en lang og hård arbejdsdag. Dvs. at holde møder, skrive ansøgninger, holde foredrag, organisere indsamling af udstyr, gå til bestyrelsesmøder mm.
Et andet lavpunkt er, at vi efter højdepunktet, havde besøg af sundhedsministeren og repræsentanter fra WHO på Masanga hospitalet. Det var berigende, for vi fik ros, og de var imponerede over hvad vi havde fået op at stå. Da ministeren så forespurgte, om vi var klar til at være det eneste fungerende hospital i distriktet i en periode, hvor de skulle lukke regeringens distriktshospital i Magburaka pga. ombygninger, så svarede vi selvfølgelig ja . Dog med den betingelse af vi skulle få del i de midler som regeringen råder over til behandling af børn under 5 år og gravide og fødende. Vi står nu tilbage skuffede over de regionale myndigheder, som ikke har tilført nogen ressourcer til Masanga, i de 11 måneder hvor vi nu har stået for al akut kirurgi og komplicerede fødsler for distriktets 400.000 indbyggere. Det er frustrerende.
Hvilke udfordringer ser du som de vigtigste de næste 5 år?
De største udfordringer ligger i at uddanne kvalificeret personale til at håndtere hospitalsvirksomheden. Jeg synes dog vi er godt på vej med vores college, som vil kunne rumme de mange forskellige typer uddannelse, vi ønker at have rundt omkring i projektet.
De ledelsesmæssige og organisatoriske strukturer skal også forbedres og forberedes til at være selvkørende, således at vi kan trække os ud om 5 år. I den forbindelse er det vigtigt at økonomien bliver sikker i Masanga, og fundraisingen skal udgå fra lederne i projektet lokalt. Så udfordringerne er altså overordnet, at få skabt det endelige bæredygtige fundament, sådan at projektet er lokalt forankret og så projektet varetages både af de nationale og de regionale myndigheder.
Som du selv siger, er det overordnede mål at Masanga-organisationen skal trække sig helt ud af Masanga i 2016. Tror du den deadline bliver overholdt?
Ja det tror jeg på. Som sagt er det en af de store udfordringer, men det er jo det udviklingsarbejde går ud på. Det er vigtigt, at vi ikke bliver for selvsikre på at hospitalet bliver bæredygtigt, bare fordi det går gennem statslige apparater. Man skal huske at Sierra Leone har en skrøbelig stat, og ligger meget lavt på verdens korruptionsliste. Men jeg tror på at det vil lykkedes at overholde deadlinen, hvis vi ikke kun satser på én, men flere stakeholders. For det betyder at der vil være flere, der værner om projektet og medvirker til dets forsatte eksistens.
Du har længe omtalt Masanga som ”Verdens mindste projekt med verdens største vision”. Men nu har I efterhånden behandlet over 125.000 mennesker og skaffet arbejde og uddannelse til flere tusinde. Er det ved at være på tide med et nyt slogan?
Det er det måske. Men sloganet hentyder jo til at vi bygger på det mest simple der kan ske og opstå mellem mennesker, at vi siger ja til hiananden. Jeg synes vi har verdens største vision, fordi vi fastholder at vi alle sammen har et ansvar for at opretholde en retfærdig adgang til de disse basale sundhedsydelser og menneskerettigheder. Og jeg synes godt at verdens mindste projekt kan behandle mange mennesker og skaffe arbejde til mange, dvs. forbedre fattige folk livsvilkår.
Vi er stolte af vores relationer, og de resultater der er opnået, og vi fastholder ihvertfald sloganet om verdens største vision. Sloganet er jo heller ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at vi bygger noget meningsfuldt baseret på en gensidig udvikling, respekt og forståelse. Og at vi samdtidig sikrer økonomisk vækst, der kan skabe mere rigdom – både i Masanga og i vores egne hjerter.
