Payamba er en kendt skikkelse i Masanga, og han anses af de lokale og de frivillige som lidt af en særling. Men bag hans pudsige fremtoning gemmer der sig en smuk historie om lidelse, håb og vedholdenhed.
Du flyttede ind på hostel´et i 2002, hvor det var helt forladt. Hvorfor?
Efter krigen bad Thomas Fortune (der senere blev hospitalsmanager) nogle af os, om frivilligt at rengøre og holde opsyn med hospitalsbygningerne og hostel´et, og sørge for at de ikke blev bestjålet. Mig og Lawrence fra tømmerværkstedet fik at vide at vi skulle sove på hostel´et og det gjorde vi så. I den periode vågnede vi ofte om natten ved at tyve og guldgravere bankede eller ruskede i dørene. Så stod jeg op, åbnede døren og lyste ud på dem. ”Hvad kommer du her for midt om natten?” spurgte jeg.
Hvor mange frivillige var i på det tidspunkt?
Vi var 14 i alt der arbejdede frivilligt fra 2002-2006. I dag er mange af os stadig i live, men flere er døde. Jeg har lavet en seddel med navnene på alle de frivillige, så jeg ikke glemmer dem.
Hvorfor valgte I at arbejde frivilligt og gratis, når I kunne have haft et job og tjent penge?
Fordi vi håbede at der ville ske noget. Vi håbede at Masanga igen ville udvikle sig, og vi håbede at hospitalet ville åbne igen. Thomas Fortune var i Freetown, og vi bad til at han ville gøre noget. Det var ikke nemt, for vi havde intet at leve for udover nogle kopper ris, som vi fik penge til af Thomas Fortune. Vi var konstant sultne, men vi kæmpede.
Hvad syntes folk fra Masanga om jer, der arbejdede frivilligt?
De grinede af os. Når folk passerede hostel´et ville nogen af dem råbe: ”Payamba, hvad laver du der?” eller ”Kom dog ned og bo i byen”, men jeg vidste at Gud en dag ville belønne mig for mit arbejde, så jeg svarede dem ikke.
Hvordan havde du det da hospitalet genåbnede?
Jeg var lykkelig. Det var ligesom at være i himlen. Folk i Masanga led, men da hospitalet åbnede, var det meget godt.
