Malaria, brok og fødselskomplikationer er hverdagskost for lægerne på Masanga Hospitalet. Det fortæller Dr. Anne Marie Keus, der har arbejdet på hospitalet i to år. Jeg spørger hende, hvorfor en nyuddannet hollandsk læge vælger at vie et par år af sit liv til at arbejde i verdens næstfattigste land.
Hvilken slags patienter kommer til Masanga Hospitalet?
Det varierer mellem mennesker, der har hørt at vi er gode til at lave brok-operationer, og mennesker der har en mere akut sygdom. Det er meget ofte babyer med malaria, og nogen gange voksne med større sår og mavesmerter. Vi har også mange gravide kvinder med og uden komplikationer.
Hvorfor kommer der så mange brok-tilfælde?
Først og fremmest fordi vi er det klart billigste hospital i landet til at operere brok, og kun tager en tredjedel af hvad de tager i resten af landet for sådan en operation. Samtidig fortæller flere af vores brok-patienter, at de er taget til Masanga, fordi vi er kendt for at være de dygtigste på området. Nogen af dem er blevet opereret før, f.eks. i Freetown, og har haft komplikationer bagefter.
I har en stor børneafdeling. Hvilke sygdomme har de indlagte der?
80% af de indlagte kommer pga. malaria. Af alle dem med malaria er der igen 75%, der har brug for at få en blodtransfusion, når de kommer herind. Derudover har børneafdelingen også en del børn med mavesmerter, diarre og fejlernæring.
Her i landet er der en uhyggelig stor del af kvinderne, der dør i forbindelse med fødslen. Hvorfor?
For det første vælger kvinderne ofte at føde hjemme, hvilket skyldes en generel kulturel mening om at kvinder bør kunne føde hjemme uden nogen problemer. Og for det andet at infrastrukturen i sundhedssystemet er både langsommelig og dårlig.
Derudover er der selvfølgelig det generelle problem med lægemangel. Jeg mener der er 300.000 mennesker i Tonkolili-distriktet, og pt. er vi det eneste hospital her der kan lave kejsersnit. Det er i underkanten.
Hvorfor vælger en nyuddannet doktor fra Amsterdam at arbejde to år på et hospital i verdens fattigste land?
I første omgang var min motivation for at læse medicin, at jeg mente at alle mennesker i verden har ret til en god medicinsk behandling. I Europa er behandlingen på et meget højt niveau, og alligevel brokker patienterne sig generelt ret meget. Det kan godt frustrere mig, for hvis man bare kan tænke lidt ud over sig selv, kan man regne ud at folk i Afrika, Asien og Sydamerika har det meget værre på det punkt. Så for at vende tilbage til spørgsmålet, gjorde jeg studiet færdigt og besluttede så at arbejde det sted, hvor jeg kunne gøre den størst mulige forskel og redde flest liv.
