Ved porten til Masanga-hospitalet ligger byens største købmandsforretning. Den er ejet af James Komba Kamara, og selvom hans udvalg er begrænset, er han altid god for en hyggelig sludder. I dette interview fortæller han åbenhjertigt om, hvordan borgerkrigen ødelagde hans forretning, og hvordan det lykkedes ham at rejse sig bagefter.
Hvornår åbnede du din forretning i Masanga?
Jeg kom til byen i 1985 og startede hurtigt min lille købmandsforretning. Det gik udmærket, og jeg blev næsten en rig mand, indtil borgerkrigen(1991-2002) ødelagde min levevej.
Hvad gjorde du da krigen startede?
Som sagt havde jeg pænt med penge på det tidspunkt, så jeg købte en bil som jeg ville køre ud af landet i. Men det var for sent; alle grænserne blev lukket, så jeg kunne ikke komme væk.
Hvordan klarede du dig så igennem krigen?
Som næsten alle andre i byen mistede jeg alle mine værdier. Sådan var det jo. Hvis rebellerne fandt ud af at du havde noget, beslaglagde de det med det samme. De sagde altid at det var ”regeringens ejendom”, og så tog de det.
Kort efter krigens slutning fik jeg et mikrolån af nogle NGO´er, og så genopstartede jeg forretningen. Med profitten jeg tjente, kunne jeg efterhånden betale lånet tilbage, og lige så langsomt har jeg udvidet sortimentet, så det ser ud som det gør nu.
Hvad kan man så købe i din forretning, hvis man kommer forbi i dag?
Masser af gode sager. Jeg sælger sodavand, kiks, kager, sardiner, batterier, ris og alt muligt andet. Kom ned forbi og tag et kig.
Gennemsnitslevetiden her i landet er 42 år. Du er 64 år og stadig i stand til at arbejde dagen lang. Hvorfor mon?
Jeg tjener og takker gud, for han har givet mig muligheden for at leve 64 år. Jeg har det godt, og forretningen her holder mig i form. Jeg har ingen planer om at stoppe før min energi forlader mig.
