Alex van Duinen er uddannet som tropisk læge i Holland. Han giver sit syn på de største behov for forbedringer på Masanga og de andre hospitaler i landet. Han fortæller også om smerten ved at miste en patient, han havde regnet med ville overleve.
Alex, du er uddannet som tropisk læge. Hvad vil det mere konkret sige?
I Holland har vi en organisation skabt af læger, der tidligere har arbejdet i troperne. De gik sammen og skabte en uddannelse, der var lavet specifikt til troperne. Her arbejder man på første år med kirurgi, og lærer at lave brok-operationer og laparotomi, samt at arbejde på en kirurgisk afdeling eller en skadestue med tropespecifikke problemer. Andet år arbejder man med gynækologi, og lærer at lave kejsersnit og håndtere vanskelige fødsler. Senere i uddannelsen var jeg også 10 uger i Malawi og få praktisk erfaring på et hospital på landet.
Hvorfor valgte du netop at tage til Masanga-hospitalet, da du var færdig med studierne?
Jeg valgte Masanga, fordi jeg ville til et hospital med meget kirurgisk arbejde og mange fødsler. Det skulle heller ikke være for stort eller for småt. Der passede Masanga perfekt. Jeg havde et godt kendskab til hospitalet igennem Dr. Anne Marie, som jeg kendte fra Holland, og jeg fulgte med på hendes blog, og syntes at hospitalet lød spændende.
Nu har du så været her i et halvt år cirka. Hvor ser du de største behov for forbedringer?
Manglen på uddannet personale er et stort problem. Vi har kun to sygeplejersker, og cirka 30 sygepleje-hjælpere, og det er overhovedet ikke nok. Men dette problem er et generelt Sierra Leon´sk problem og ikke kun et problem for os.
Et andet problem vi kæmper med er, at patienterne kommer ind meget sent, hvilket koster en del liv. Vi vil gerne ændre tankegangen, sådan at folk kommer ind langt tidligere. Omvendt kan jeg godt forstå, hvorfor nogle patienter er langsomme i optrækket. Det skyldes at det ironisk nok, ikke altid kan betale sig at komme hurtigt ind på de andre hospitaler i landet, da mange af dem er underligt struktureret, og ikke nødvendigvis honorerer de hurtige.
Det er ingen hemmelighed, at redskaberne og behandlingsmulighederne er mindre avancerede her end på et vestligt hospital. Hvordan føles det, når du ikke kan gøre en person rask, som du med lethed villet have kunnet kurere i Europa?
Det er meget svært, når man ved at der er en simpel behandling, som man bare ikke kan udføre her, men det sker kun sjældent. Det er mere almindeligt, at der kommer en patient ind som vi ikke er i stand til at diagnosticere.
Hvilke patienter rører dig mest?
Det er helt klart, når der dør en patient som jeg troede ville overleve. Vi havde en dreng for nylig, der kom ind med et helt dødt ben, så vi var nødt til at amputere. Det hele gik godt, og dagen efter var han ved virkeligt godt mod. Han sang og var glad, og han var umulig ikke at holde af. Men to dage senere begyndte han at få kramper i kæben, og inden for 24 timer var han død. Det var meget hårdt.
