Hvor i verden møder du en stærkt troende kristen der har en søn som han har kaldt Mohammed? Hvor finder du et sted hvor kristne og muslimer i stor stil er gift med hinanden? Hvor finder du et land hvor man starter mødet med at bede to bønner – en muslimsk og en kristen? Hvor finder ud et slogan på busserne hvor der står ”God bless Allah”?
Svaret er Sierra Leone. Et land med ca. 6 mio. mennesker placeret på Afrikas vestkyst hvor 70% er erklærede muslimer, 20% er erklærede kristne og 10 % har en lokalt funderet tro. Sierra Leone er et land hvor troen spiller en stor rolle, og hvor religiøse slogans fylder meget i det offentlige rum på husgavle og gavle og hvor der møder mange op når der kaldes til bøn i kirke eller moske.
Jeg havde i februar fornøjelsen af at besøge landet, idet jeg sidder med i bestyrelsen bag Masanga-hospitalet, der ligger i junglen 250 km fra hovedstaden Freetown.
Jeg blev meget imponeret over den store religiøse tolerance der præger hverdagen. Jeg talte med Alfred, der selv var aktiv i Adventistsamfundet og hvis tro man ikke kunne bringe i tvivl. Når jeg så hørte ham hvorfor han kalder sin søn et muslimsk navn kigger han undrende på mig: ”Vi synes det er et kønt navn”.
En anden af hospitalets medarbejdere sagde at Gud var vigtig for ham i hverdagen. Det er godt at tro på at der er en større retfærdighed til – ”og min gud er Allah”, sagde han med et glimt i øjnene. Jeg tror godt han var klar over at jeg blev lidt forvirret. Jeg ville jo umiddelbart tro at når man siger ”jeg tror på Gud” at så er det den kristne gud.
Jeg deltog i flere møder i forbindelse med hospitalet. Alle møder blev indledt og afsluttet med at vi bad to bønner. Først den kristne og så den muslimske velsignelse. Det var helt naturligt for alle. Gud, hvem det så end er, må holde hånden over det vi er i gang med.
Der har været igennem en periode på over 10 år frem til 2002 været en yderst brutal krig i Sierra Leone, men den havde overhovedet intet religiøst over sig. Den kaldes diamant-krigen fordi den dybest set handlede om kontrollen over de store diamant-forekomster, der er i Sierra Leone. Alle led uanset hvilken tro de måtte have.
Der er etniske modsætninger idet der er forskellige sprogstammer, som kan komme på tværs af hinanden. Konflikter som dog ikke præger hverdagen.
Der findes dog også religiøse fanatikere i Sierra Leone. F.eks. hørte jeg at en gruppe islamister i Freetown forsøger sig med at overbevise om den rene tro. De har dog meget ringe muligheder for at slå igennem. Den første reaktion fra andre muslimer er hovedrysten: ”Der bliver godt nok mange familier der skal skilles hvis muslimer og kristne ikke må være gift” som en sagde.
Selv havde jeg fornøjelsen af at deltage i en gudstjeneste i den lokale Adventistkirke. Det var en anderledes og livsbekræftende oplevelse. De støtter op omkring deres kirke ved at alle i menigheden i en personlig håndlavet kuvert indleverer deres bidrag til kirkens vedligehold og til aflønningen af præsten. Der er ikke nogen kirkeskat her, så skal troen have et hus, skal man aktivt bidrage.
De synger af karsken bælg og der blev holdt tordenprædikener om det gode liv og troen på det gode menneske.
Det var opmuntrende at besøge Sierra Leone i almindelighed og Masanga-hospitalet i særdeleshed. Det var en understregning af at det vigtigste her i livet er at vi tror på noget der er større end os selv – mere end at vi har ”den rigtige gud”.
Knud Anker Iversen
Når troen er større end striden
3. april 2013 |
