Otto Mønsted fondens donation – hvor langt er vi med hospitalet el-forsyning?  

Siden vi sammen med organisaitnen Engineering World Health fik en donation fra Otto Mønsted fonden er der løbende foregået en masse arbejde på Masanga bl.a. omkring el-nætværket.

Installationen af 3 nye invertere til solcelleparken blev det første skridt allerede i januar 2022. Installationen skabte en øjeblikkelig forbedring i stabiliteten af elforsyningen, da de eksisterende 3 invertere ikke længere blev overbelastede og derved nedlagde hele systemet. Forbedringen har skabt stor begejstring for hospitalets medicinske personale, især på operationsstuerne, hvor operationerne nu forløber uden de mange strømafbrydelser.

 

Derudover blev den forældede hoveddistributionstavle i strømhuset udskiftet, hvilket har resulteret i en meget sikrere og mere organiseret, samt tidssvarende distribution af elektriciteten fra strømhuset ud til hospitalets mange afdelinger, samt personaleboligerne nord for hospitalet og kollegiet sydøst for hospitalet.

 

Udskiftning af stikledning til udvalgte afdelinger og renovering af elinstallationer

En tidligere kortlægning af el-netværket har ligget til grund for en prioritering af, hvilke kabler som fortrinsvis er blevet udskiftet og opgraderet. Da mange af de problematiske forbindelser lå på strækningen fra strømhuset hen til den nye akutmodtagelse blev er netop disse kabelopgraderinger blevet prioriteret. Udover kabellægning på denne strækning, blev der blevet trukket nye kabler til den nyligt etablerede tekniske workshop og vagtkontoret, som førhen var forbundet i serie med sårafdelingen og den lille kiosk, som blev slukket om aftenen for at spare strømmen til de to frysere i kiosken. Elinstallationerne i tømrernes værksted er ligeledes blevet renoveret og store dele udskiftet, da installationerne var forældede, rodede og manglede alle sikkerhedsforanstaltninger.

Gadebelysning på hospitalets hovedgade

Siden hospitalets opstart i 2006, har der været et behov for gadebelysning om natten for at øge sikkerheden på hospitalet både ift. giftige kryb (skorpioner og slanger) og tyveri. Der er således blevet installeret LED projektørlys med kabler og samlinger fra Solar donationen og på eksisterende pæle fra før krigen. Efter installationen på hovedgaden, blev det vurderet, hvor der ellers kunne være behov for ekstra nattebelysning og der blev købt yderligere 3 projektørlys, som de lokale elektrikere selv kunne opsætte på udvalgte punkter.

Fremtiden

Selvom der er udført et stort stykke arbejde på Masanga hospitalets elforsyning og netværk, er der stadig et stykke vej til en komplet bæredygtig forsyning og et optimalt, samt sikkert distributionsnetværk.

Over det kommende år, ønsker vi at udføre følgende arbejde på elforsyningen og -netværket:

  • Udvidelse af solcelleparken til 2,5 gange den nuværende størrelse mhp de mange udvidelser på området og ønske om hel uafhængighed af dieselgeneratorer.
  • Udskiftning af de resterende underdimensionerede eller 1-fase kabler i vaskeriet, fysioterapien, lageret, øjenklinikken og administrationen.
  • Installation af korrekte kabler med jording af nye konstruktioner i personaleboligerne, kollegiet, kantinen, forskningsenheden og den nye isolationsafdeling.
  • Jording og overspændingsbeskyttelse af udvalgte bygninger som f.eks. akutmodtagelsen, laboratoriet mm.
  • Overspændingsbeskyttelse af eksisterende gadebelysning og installation af gadebelysning på hovedvej til personaleboligerne.
  • En række mindre projekter, inkl. opladningsstationer til patienter på større afdelinger, udskiftning af overdimensionerede automatsikringer, autostart af generatorer ved lavt batteri eller fejl i solcelleparken og fase balancering af nyligt opgraderede bygninger.

 

 

el installation2
Scroll to Top