Alfred er den eneste øjenlæge i et område med 80.000 mennesker og folk kommer til hans klinik fra nær og fjern. Men nogle af hans patienter er gamle og handicappede, og dem tager han selv ud og besøger. Jeg fulgte ham på en morgenrunde ud til to ældre spedalskhedspatienter med øjensygdomme.
”I dette område er der mange patienter, der har grå eller grøn stær. Jeg kan redde de fleste af dem fra blindhed, men nogle kommer for sent, og så kan jeg desværre kun gøre ganske lidt”, siger Alfred, der ene mand styrer øjenklinikken i Masanga, mens vi går ud til den første patient denne morgen.
Vi stopper ved et lille lerhus med bliktag og en terrasse i front. En ældre dame, måske 55 år, sidder og venter. De hvide bandager om hendes fødder, der skjuler hendes sår, afslører at hun er spedalskhedspatient. Begge øjne er slørede og hendes højre øje er oppustet og står ud af ansigtet – et typisk symptom på grøn stær. Øjnene reagerer kun langsomt, da Alfred tester hendes reflekser med en lille lygte. ”Hende her har både grå og grøn stær. Næste gang øjenkirurgen kommer til hospitalet, vil vi operere hende.”
Jeg spørger om hun kommer til at miste sit syn, men det tror Alfred ikke. Han taler med hende i et halvt minut, inden han siger på gensyn og vi går.
For fem år siden arbejdede Alfred som sikkerhedsvagt. Men han havde længe villet arbejde med mennesker med øjensygdomme, så han tog den nødvendige uddannelse for at kunne blive ansat i Masangas øjenklinik. Hans far døde blind med grøn stær, og grå stær frarøvede hans mor hendes syn i tre år, før en operation gav hende det tilbage. Det er ikke underligt, at han har valgt denne profession.
Ved det næste hus bliver vi budt velkommen af en midaldrende kvinde og hendes to døtre. Vi bliver fulgt til et lille, mørkt rum hvor Mabinti, en gammel kone, ligger på en slidt madras. Spedalskhed har kostet hende både hænder og fødder, og grå stær har farvet hendes øjne mælkehvide. Mens Alfred inspicerer hendes syn fortæller han, at hun stadig kan se på det venstre. Så sprøjter han forsigtigt en desinficerende gel i øjnene på hende.
”Hun er ikke i stand til at lukke det højre øje, og derfor er det skrøbeligt overfor bakterier. Så ved at give hende denne gel, prøver jeg at holde øjet så rent som muligt. Desværre er der meget stor risiko for at hun bliver blind.”
Da Alfred er færdig, bliver vi fulgt ud af kvinden, der tog imod os. Hun takker Alfred, fordi han er kommet, men hendes tanker er tydeligvis andetsteds.
Anders Mikkelsen
