På de frivilliges hostel er det første brev i lang tid nået helskindet frem, og der kan faktisk argumenteres for, at det har taget det kuglepensramte brev kortere tid at nå frem, end det har for vores emails at nå til Danmark med den nuværende utilregnelige netforbindelse. Hurra for Postmand Per og send gerne flere venlige tanker…
REACT folkene Sara og Christian er i den seneste tid gået på jagt efter et Sierra Leonsk pensum til deres kommende voksen undervisning. Det har nu udviklet sig til lidt af et kryptisk eventyr, for efter visit i både øst og vest har det ikke været muligt for nogle skoler eller bestyrelser at kunne fremskaffe et brugbart basis pensum til inspiration. Derfor har kompasset nu pejlet dem videre til Masangas eget bibliotekslokale, hvor de selv skribler på et pensum ala imaginarium. Af denne grund har de været rundt i Masanga shops’ne for at indsamle ordforråd, med hvilket de studerende vil være godt udrustet til at arbejde og kommunikere godt. Pain apples skal staves; pineapples og kipup skal staves; ketchup. Alle ord skal med ned til mindste detalje, så de kommende Masanga Adult Education elever bliver sublime til basis kommunikation i junglebyen, hvor regntiden nu for alvor viser sit ansigt.
På medicin fronten har Tina og Birgitte haft travlt med at afvikle Nursing School programmets sommereksamener. 32 elever har været oppe og udregne doseringer, milligram og mål, og netop nu har ligegodt 27 studerende passeret nåleøjet i matematikken i går. Desuden har en lang kamp med Tonkolili distriktet endelig nået sin afslutning; Siden sidste efterår har UNICEF nemlig haft et lager med Plumpy Nuts (læs; små fede nødder sammenmast til en peanut-butter-agtig mos) liggende på lager i Freetown. Disse Plumpy Nuts bruges til underernærede børn på hospitaler i hele Sierra Leone, da en pose indeholder stort set alt den næring og tiltrængt fedtstof et underernæret barn har brug for. Det blev sidenhen besluttet at samtlige distrikter hver især skulle stå for at hente sit eget lager og uddele dette til deres lokale hospitaler. Denne retningslinje blev bare ikke efterlevet. Efter mange og lange telefonbølger gennem palmer og lianer er det dog nu lykkes vores medicinere at få distriktet til at tage ansvar og hente deres andel Plumpy Nuts til gavn for Masanga Leprosy Hospital.
Pigerne trippede derfor af samme grund rundt i mandags, som havde fotografen sagt TJIISE for fuld hammer.