Der er sket meget i Sierra Leone siden vi startede og særligt dette sidste år, også for Masanga Projektet. Hospitalet har som bekendt været midlertidigt lukket fra august 2014 og frem til genåbningen som behandlingscenter for non-ebola patienter d. 24. april 2015.
Der var lige så mange følelser som missioner, på forskellige niveauer, forbundet med vores nylige besøg i Sierra Leone i sidste måned. Det rummede i sandhed både sejrer og nederlag. Hvem der egentligt sejrede og hvem der led nederlag, var til tider noget uklart.
Et klart lyspunkt var, at se hospitalet og vores ansatte igen. Alle havde lagt kræfter i at få hospitalet så smukt og velfungerende som muligt. Og aldrig har Masanga stået smukkere. Som en velplejet oase i junglen, nu med rindende vand, fungerende solcellepark og et flot og velfungerende triageringsområde til alle patienter!! Peter blev hyldet som nærmest guddommelig visionær for i sin tid at lukke hospitalet ned. Dette var fordi, at Masanga ikke havde haft et eneste ebolatilfælde under hele krisen og Tonkolili Distriktet (på daværende tidpunkt) ikke havde haft tilfælde i mere end 120 dage.
Der skulle snart vise sig, at være mange konflikter og problemer der skulle arbejdes med, men vi tillod os at nyde de fantastiske rammer, fremskridtene og tilfredsheden med en beslutning, der i sin tid både var meget udskældt og meget svær at tage.
Løfter vi blikket fra Masanga lokalt og ud i den bredere horisont, var vores fokus at få skabt rammer for en genforhandling af den oprindelige kontrakt. Vi nærmer os snart projektets 10 års fødselsdag, hvilket også betyder, at den oprindelige kontrakt mellem regeringen, SLAA og Masangas Venner (nu Masanga DK) skal tages op til revision. Vores oplæg var klart: vi ønsker at fortsætte og dette er et samstemmende ønske fra alle involverede organisationer. Men ikke for enhver pris. Vi kom for at sætte en evalueringsproces i gang for, med al tydelighed, at understrege for regeringen, at hvis Masanga Projektet skal fortsætte, skal der være nogle helt andre rammer for samarbejdet og regeringen må til at træde i karakter.
Det lykkedes ikke bare at få ét, men hele to møder med den ny-indsatte sundhedsminister, som gav udtryk for, at det at afslutte projektet efter disse ti år, ikke var en mulighed. Efter vores præsentation kunne han godt se, dels at der fra regeringens side var plads til forbedring og dels at produktiviteten på Masanga Hospital var nær niveauet på national sygehuset, Connaught Hospital. Det blev på det opfølgende møde aftalt, at nedsætte en evalueringskomité, hvilket vi aktivt arbejder videre med.
Vi havde en lang række positive møder med andre højtrangerende embedsmænd, men det absolutte klimaks var, at vi i forbindelse med et samarbejde mellem Masanga Projektet og the Royal Dutch Tropical Institute, havde foretræde for præsident Ernest Bai Koroma. Vores Field Coordinator, Kelfala Kamara, havde fire minutters taletid foran præsidenten og the Dutch Trade Mission, og han var intet mindre end fænomenal. Han forstyrrede sine tilhører, han fangede dem, frøs dem og forløste dem. Og det gjorde indtryk. Efter vores afrejse kontaktede præsidentens Personal Assistant Dr. Jurre, da præsidenten gerne ville høre mere om Masanga. Det er første gang vi har haft hul igennem til så højt oppe og vi håber, at kunne udnytte det bedst muligt og dermed skabe en mere sikker fremtid for Masanga Projektet.
Vi ser fremad, også i lyset af alt det der sker på Masanga nu, og vi ser velviljen og potentialet. Og vi tror stadig på verdens mindste projekt med verdens største vision.
/Susanne og Peter
