Da jeg stiger ud af flyet og står på trappen ned til landingsbanen, rammes mit ansigt af en den fugtige varme som en tung dyne. Jeg genkender den straks. Jeg snuser en stor portion luft ind gennnem næsen, og idet jeg ånder ud sukker en af de andre rejsende med smil i stemmen: “home!” Jeg føler det som kom udbruddet fra mig selv.
Mens jeg bumler afsted gennem det frodige landskab, for inden længe at gense Masanga, føler jeg mig ikke i tvivl om at jeg er vendt tilbage til mit andet hjem.
Gennem mit 2 måneders ophold på det lille, livlige hospital midt i junglen får jeg bekræftet denne følelse utallige gange.
Når jeg ligger i sengen om aftenen og der ikke er noget lys, genkender jeg lydene af de mange dyr ude i natten, og føler mig tryg ved deres usynlige tilstedeværelse.
Når jeg om morgenen på min vej til hospitalet møder en flok glade unger i deres grønne skoleuniformer der ukueligt spørger: “opado, opado*what is your name?” Og kvinderne i deres spraglede lappaer* med spande på hoved, på vej mod brønden nikker og siger: “ndiraie*” og lyser op i et stort, oftes tandløst smil fordi man svarer: “ndiraie seke*”, kan jeg ikke andet end selv at smile over denne umiddelbare anderkendelse af min tilstedeværelse.
Og når regnens pludselige og voldsomme udbrud fanger mig foran kantinen og jeg er henvist til at sidde på bænken med en kop sort pulverkaffe og en chokoladebar fra minishoppen til en samlet pris på 3 danske kroner, og sludre med min trofaste mentor SM om stort og småt og livets gang i Masanga, Ja så fyldes jeg af en varm fornemmelse af at her er jeg velkommen og her hører en del af mig til. Her, trods alle trængslerne, de sørgelige sandheder og besværet, så er her godt at være og det gør mig glad.
Det fascinerende ved Masanga er at det på en og samme tid er både statisk og dynamisk. Nogle ting er som om de altid har været sådan, måske fordi det fungere bedst sådan, måske fordi ingen har tænkt over det.
Andre ting er fuldstændig foranderlige processor som er fantastisk at få lov at være øjenvidende til. I frivillig-gruppen hjemme i Danmark har brugt mange tanker og overvejelser på hvordan vi bedst muligt udsender nye frivillige. I november sidste år dansede en flok spændte og motivere frivillige ballondans i en kold spejderhytte, og jeg husker at sidde og kigge på dem, og reflektere over hvordan det mon blir for dem at skulle følges ad i samme fly og være en fast og langt mere statisk gruppe. Er det en styrke at stå mere samlet, eller skaber det grobund for konflikter? Hvordan blir det modtaget nede hvor det hele foregår, blir det for overvældende med så mange nye på en gang, eller skaber det et bedre flow? Disse spørgsmål har jeg set svarene på med egne øjne, og det gir mig igen den her varme følelse af at vi gør noget der er rigtige. Det vi tænker i det kolde nord, virker i det varme vest.
Jeg har blot være i Masanga to gange og har kun mine egne to øjne at beskue verden gennem, men hvis jeg indrager de hollandske tropelæger og de ansattes udtalte begejstring for de sundhedsfalige frivilliges deltagelse og engagement på hospitalet, og når jeg ser samarbejdet med altid trofaste Payampa og Fatmata på hostlet, så bekræfter det min oplevelse af et mere harmonisk Masanga i dynamisk udvikling mod noget stort og uvurderligt.
Da jeg igen sidder i Lungi lufthavn er det med feber, et forvreddet knæ og en computer der har givet op over for varme og fugt. Jeg er træt og mættet og glæder mig umådeligt til at vende hjem til mit Danmark igen. Min mentale rygsæk er blevet fyldt op med nye og gamle frustationer der venter på at blive omformet til nye løsninger samt en fulstændig prisværdig samling af sjove, kærlige og smilende minder.
Masanga, jeg glæder mig til vi snart ses igen.
