Af Knud Anker Iversen
– Brug en aften på at opleve, hvor mange forskellige madtraditioner, vi har i Høje-Taastrup og gør en god gerning ved at støtte et lokalt hospital i Afrika. Så det er win win – en sjov aften og en god gerning. Sådan siger Henrik Broe, der er forstander på Høje-Taastrup Sprogcenter.
– På Høje-Taastrup Sprogcenter bliver stort set alle udlændinge, som kommer til Høje-Taastrup Kommune, undervist i dansk og i danske samfundsforhold. Det er tit en vanskelig opgave at undervise mange forskellige nationaliteter, så i stedet for at finde tekster i en bog, gør vi denne dag tingene i praksis. I dette tilfælde er emnet frivillighed og interesse for resten af verden, fortæller han.
– I samarbejde med Masanga.dk står Høje-Taastrup Sprogcenter den 17. marts for en støttefest, hvor hele overskuddet fra solgte billetter, drikkevarer og lotteri går til Masanga Hospitalet i Sierra Leone (læs mere på: masanga.dk).
Høje-Taastrup Sprogcenter, der har til huse på Parkvej 76, har kursister fra 70 lande, fordelt over hele verden. Så der er i høj grad tale om kulturel mangfoldighed samlet på én adresse. Og netop mangfoldigheden gør dagligdagen på Sprogcentret til et spændende og positivt kulturmøde kursister og lærere imellem.
Mange af skolens kursister deltager i støttefesten og bidrager med spændende retter til en buffet, der således bliver en præsentation af de mange kulturer gennem mad. Og selvfølgelig giver aftenen også rig mulighed for, at alle – gæster, kursister, lærere – får en hyggelig snak sammen. Derudover byder aftenen også på bl.a. kor og musik.
Han slutter: ”Så kom og oplev god stemning på et aktivt sprogcenter den 17. marts klokken 18.”
En billet koster 180 kr. og kan købes på Sprogcentret Parkvej 76, Miljø- og EneregiCentret på Høje Taastrup Boulevard 54 eller masanga.nemtilmeld.dk. Børn er gratis.
Billedtekst: Sprogcentret og Masanga.dk har før haft arrangementer sammen. Her er formand Peter Bo Jørgensen på besøg for at fortælle om de spændende ting der sker på hospitalet i Sierra Leone.
Se tidligere blogindlæg om Forårsfesten med program og praktisk information her.