Maja Kjer Nielsen har tidligere været udsendt til Masanga med IMCC (International Medical Cooperation Comitee). Hun er nu læge og var i efteråret tilbage på Masanga Hospital hvor hun til dels arbejdede på børneafdelingen og til dels på barselsafdelingen. Nedenfor skriver hun om arbejdet på børneafdelingen.
Det er mandag, og efter morgenmødet smutter jeg op på børneafdelingen for at gå stuegang. Jeg er alene, da Patrice (sygeplejerske og leder af afdelingen) har haft vagt i weekenden, og derfor har fri. I løbet af formiddagen kommer Emma (sygeplejerske) og hjælper mig lidt, så det går fint og jeg føler at der er styr på det. En af patienterne – en pige på 2-3 år – har det dog noget dårligt. Hun fik en blodtransfusion i går, men det har desværre ikke hjulpet, så vi tjekker hendes blodprocent igen. Den er stadig lav, og hun får endnu en portion blod.
Når man er på afdelingen, har man udover stuegang, også ansvaret for at indlægge de nye patienter der kommer. Det er dagens næste opgave. Der kommer tre patienter, så jeg har lidt at se til. De er alle rigtig dårlige, og det skal gå stærkt med at få lagt en intravenøs adgang, få taget blod fra, få givet intramuskulær kinin mod malaria, og få givet intravenøs antibiotika mod de bakterielle infektioner man kan forestille sig et halvt bevidstløst, meget medtaget barn, potentielt kan have. Det går fint med at få de forskellige ting sat i værk, selv blodtransfusionerne, og jeg smutter ned på hostel´et til en sen frokost.
Efter frokost går jeg tilbage på afdelingen. Der er kommet 2-3 nye patienter, som jeg også indlægger. De er heldigvis knap så dårlige som de første. Mens arbejdet er i fuld gang bliver klokken 16-17, og jeg føler mig efterhånden lidt alene. Der er ikke rigtig nogle andre i nærheden, og i stedet for at bede den, der faktisk er på vagt, om hjælp, knokler jeg videre. Kort efter dør den pige, der var blevet indlagt dagen forinden, kort herefter dør en af de patienter, jeg selv havde indlagt tidligere på dagen. Så bliver en af de andre patienters tilstand svært forværret, og lidt efter går jeg nedtrykt! Jeg har heldigvis allerede sagt til sygehjælperne, at de skal få fat på den der er på vagt, til at indlægge den sidste af de ny patienter. Jeg går op på hostelet og finder Sara (en anden frivillig), der venligt lægger ører til en noget grådkvalt historie fra mig. Hun lytter til min frustration over de forskellige tilstande i landet, der gør at forældre først kommer til hospitalet med deres børn, når det for de flestes vedkommende er alt for sent. Jeg er ked af, at ingen andre lige stak hovedet ind og spurgte om jeg havde brug for hjælp, og ked af at jeg gør alt hvad jeg kan, og det alligevel ikke lykkes at redde børnene! Hun lytter, og det er dejligt at have en her, der kan trøste og give feedback. Hun forsikrer mig om, at jeg har gjort alt hvad jeg kan, og at jeg har givet al den behandling vi kan tilbyde her på hospitalet. Hun minder mig om alle de tilfælde, hvor det rent faktisk lykkes at redde børnene, og de tilfælde vi hjælper, længe inden de overhovedet får det så dårligt, som de børn jeg indlagde i dag. Udover dette minder hun mig også om, at det er mit ansvar at bede om hjælp og at jeg skal lade være at tro, jeg kan klare alt selv. Det er en interessant påmindelse, for til at starte med synes jeg bestemt ikke hun har ret, men jeg tænker over det. Sjovt nok er det også det første Dr. Alex siger, da jeg fortæller ham om min dag senere på aftenen.
Efter at jeg har sundet mig lidt går Sara med op på afdelingen, for at hjælpe mig med det sidste der mangler. Endnu et af børnene er døde, mens jeg har været væk. Det var forventet men alligevel meget trist. Jeg skynder mig at blive færdig og vi går tilbage. På vejen hjem smutter vi forbi Alex. Ham og hans kone Anne Marie giver en drink, og vi snakker dagen igennem. Han forsikrer mig ligeledes om, at jeg har gjort mit bedste, og fortæller mig at jeg bekymrer mig for meget. Han siger at jeg skal stole på, at jeg har gjort det rigtige, at der er nogle der tager over når jeg går hjem, og at jeg skal holde fri ind imellem, så jeg kan være frisk, når jeg er på arbejde. Måske lyder det lidt banalt, men det er åbenbart nødvendigt for mig at blive mindet om ind imellem.
Næste morgen er jeg stadig noget mut. Da jeg kommer op på afdelingen, har der heldigvis ikke været dødsfald i løbet af natten. Et af de børn jeg indlagde dagen inden med ret alvorlige kramper sidder op og spiser, da jeg kommer og den anden kritiske syge, der var tilbage, er stadig dårlig men har det alligevel bedre. Det hjælper på humøret. Senere på dagen laver jeg ultralydsscanninger på alle de gravide. Selvom det er farligt både at være gravid og barn hernede, er det dejligt opmuntrende at se de sunde fostre, der vokser fra uge til uge, samt glæden og ikke mindst forundringen i mødrenes øjne, når de ser deres fostre på skærmen.
En uges tid efter bliver det ene af de tre kritisk syge børn udskrevet, og jeg minder mig selv om, at vi faktisk gør en forskel med vores arbejde hernede. Selv for de forældre, hvis børn ikke overlevede, har vi gjort en forskel, for de er kommet til et sted hvor personalet på hospitalet gør deres bedste for barnet og hvor vi som Alex siger, faktisk bekymrer os om patienterne. Når de tager hjem ved de hvor de kan komme hen næste gang deres børn eller de selv er syge.
Langt størstedelen af de børn vi mister hernede er under fem år gamle. De kommer ofte til hospitalet som den sidste udvej, fordi tilliden til sundhedsvæsenet generelt er dårlig og de i stedet har forsøgt behandling med traditionel medicin. Desuden er mangel på viden, mangel på penge til transport og mangel på mulighed for at få passet de 5 andre børn og landbruget derhjemme også faktorer der forsinker forældrene I at tage på hospitalet. Derfor kommer børnene i en meget kritisk tilstand – de fleste med svær malaria og anæmi. Nogle af børnene har cerebral (hjerne) malaria, andre har hjerneødem pga. malaria, nogle får hjertesvigt pga. af den lave blodprocent, nogle har svær hypoglykæmi og andre igen er dehydrerede eller har en svær lungebetændelse. Dette betyder, at selvom vi gør alt hvad vi kan så mister vi nogle af børnene. Derhjemme ville man straks gå i gang med genoplivning, men hernede har vi ikke noget at tilbyde børnene såfremt genoplivning lykkes. Vi har ingen respirator, og vi har ikke ilt, vi har ikke mulighed for at hjælpe børnene med at trække vejret, indtil de selv igen er stærke nok til det. Det bedste vi kan gøre bliver gjort, og det næste der skal gøres er at sørge for at de Sierra Leon´ske forældre vælger at tage deres barn til klinikken/hospitalet inden der er for sent og det skal være økonomisk muligt for dem. Desuden skal der ude på klinikkerne være medicin og relevant udstyr til stede, og personalet skal kunne differentiere mellem de børn, der kan behandles på stedet, og dem der skal sendes på hospitalet. Heldigvis er det lige netop det, det nye IMCC Masanga projekt drejer sig om.
