Dette indlæg er lånt fra Arkitekter uden Grænsers hjemmeside. Her fortæller arkitekten Tue Bondo Arentoft om det arbejde han skal udføre fra maj 2012 og tre måneder frem i Masanga.
’Hvad skal jeg i Sierra Leone?’
Faktisk ved jeg ikke helt, hvad jeg har sagt ja til endnu – andet end til de ydre rammer, der skal bygges op – 3 boliger til (x antal) ansatte på hospitalet sammen med omkring tolv håndværkere. Jeg har kun set få tegninger, af noget der på nuværende tidspunkt er svært at forholde sig til, jeg mangler et stærkere forhold til husenes beliggenhed og indbyrdes forhold, til kulturen, forholdet mellem byggematerialer, løn, tidsramme for byggeriet og budgettet. Jeg ved ikke, hvad der findes af værktøj, hvordan regntiden kommer til at påvirke byggeprocessen, og selvom jeg får mange af disse spørgsmål besvaret på projektmødet mandag og inden min afrejse til Sierra Leone, er der stadig nogle ting, der kun kan erfares på byggepladsen – og den erfaring kommer fra stedet, og fra dem der skal bygge det.
Jeg arbejder helst med en grundlæggende idé om hvad jeg vil bygge, bruger kun én eller få skitser af projektet i dets helhed, og lader stedet, materialet, værktøjet og hænderne om at bestemme det endelige resultat. Dette resulterer som oftest i en løsning, der ikke kan forestilles, men skal udvikles og erfares mønster for mønster. Jeg har i højere grad arbejdet ud fra en intuitiv og praktisk frem for en akademisk tilgang til formgivning og udtryk, hvilket har passet godt sammen i det krydsrum af skulptur, håndværk og arkitektur, hvori jeg har befundet mig. Jeg ser det for en vigtig del af arkitektens valg og hans tilgang til faget ikke at vælge den standardiserede løsning, men at bruge sin kreativitet og dyrke den ukonventionelle løsning. Dette skaber levende rum, både som byggeplads, men også for personen der efterfølgende indtager det. Jeg er tilhænger af at bygge langsommere, og til gengæld bygge levende kvaliteter!”
/Tue
